Den lodrette trafik (trappen) og den vandrette trafik (et antal gange) løber sammen i et større rum på hver etage hos Vejle Kommune.

På den øverste etage hos ledelsen har man besluttet at rummet skal indbyde til uformelle møder og udveksling, når man alligevel passerer hinanden fra det ene kontor til det andet, samt til udstilling af udviklingsprojekter og lign.

Området fungerer også som venteareal.

For at finde ud af, hvilken af 3 mulige placeringer inde i centrum af byen, der vil være den bedste for biblioteket og dermed for byens borgere, – vil lokalpolitikerne gerne vide, hvor mange kvadratmetre biblioteket har behov for.
Først er det nødvendigt at finde ud af: Hvad er et bibliotek i Ebeltoft? Hvad skal biblioteket indeholde? Hvem er borgerne i Ebeltoft, og hvordan adskiller byen sig fra andre danske byer? Hvad skal være det særlige mål med biblioteket netop i Ebeltoft? Hvad skal biblioteket give byens borgere, erhvervs- og kulturliv – og hvad har fastboende borgere og turister brug for ´at kunne` på biblioteket?

Resultatet af 3 workshops skal være grundlag for en rapport, der overfor politikere og andre interessenter klart viser, hvad Ebeltoft Bibliotek skal indeholde og hvorfor – og heraf dokumentere behovet for kvadratmetre.
Efter indledende møder mellem ledelse og designer afholder personalet på biblioteket en første intern og uformel ”workshop” – et møde på nogle timer:
De skal klarlægge tal på, hvordan aldersfordelingen i kommunen er, hvilken type af by Ebeltoft er sammenlignet med andre byer f.eks. kulturelt, mht. turisme og forholdet og afstand til nærmeste større byer, infrastruktur f.eks. til Århus og København osv.

Her diskuteres også, hvem der kommer på biblioteket ved den nuværende beliggenhed og hvilke aktiviteter personalet afholder sig fra at igangsætte pga. afstanden fra midtbyen.

Den anden ”workshop” foregår også som et uformelt møde en formiddag med personalet, ledelse og designer. Der er ”fri diskussion” om, hvordan fremtidsforskerne ser den generelle udvikling af holdninger, teknologi, værdier osv. for den nærmeste fremtid.

Vi forudsætter, at fremtidsforskerne ved, hvad de taler om og afprøver i fantasien en slags scenarier for, hvad det kan betyde for indholdet på biblioteket og for personalets roller som medarbejdere. Ikke alt synes lige populært, andet giver anledning til helt nye og spændende idéer om at kunne skabe et fantastisk være-, lære- og oplevelsessted for borgerne.

Vi ser især på, hvad teknologiens udvikling måske vil betyde for de svage og de stærke borgere: børn, unge, voksne og ældre i Ebeltoft. Partnerskaber med andre kulturinstitutioner og samarbejde med kommunen om at fremme borgernes mulighed for at agere i fremtidens fysiske og digitale samfund diskuteres også. Endelig diskuteres det, hvordan Biblioteksstyrelsens anbefaling om en opdeling på biblioteket i 4 mentale rum: Møderummet, Det performative rum, Læringsrummet og Inspirationsrummet kunne tage form i Ebeltoft.
Den tredje ”workshop” er en rigtig workshop, der foregår over en hel dag. Målet er at tage udgangspunkt i rapporten fra Styrelsen for Bibliotek og Medier: ”Folkebibliotekerne i Videnssamfundet” og herfra udarbejde konkrete idéer til, hvad der skal kunne foregå på Ebeltoft Bibliotek – men ikke at finde konkrete fysiske løsninger til en indretning.

Målet er også, at det er medarbejderne selv, der skal idéudvikle bibliotekets indhold, så de siden dels kan have ejerskab til projektet og udfolde de fagligheder, der netop findes i medarbejderstaben.

Efter et oplæg om hvordan indretningsprocessen typisk forløber, arbejder medarbejderne med opgaver i grupper. Det er ikke muligt på kun én dag at se på alle detaljer i indretningen af så komplekst et sted som et bibliotek, heller ikke at tilgodese behov hos alle grupper af borgere.

Derfor bliver gruppen UNGE valgt som eksempel, fordi de ikke kommer på biblioteket med dets nuværende placering. Der er ingen gymnasiale eller lignende ungdomsuddannelser i Ebeltoft og derfor rejser alle unge med bus til de omkringliggende større byer. Når de om eftermiddagen igen lander i Ebeltoft centrum, er det for besværligt at bevæge sig udenfor byen til biblioteket.

Gruppen SENIORER bliver valgt, fordi dem er der mange af i Ebeltoft. Byen er med sin smukke natur, badestrande, oplevelsesparker, kulturinstitutioner og nærhed til lufthavn, samt færge til Sjælland attraktiv for netop denne gruppe, der ikke længere er på arbejdsmarkedet, men som har midler til at nyde den tredje alder.

Ved at vælge disse to grupper af borgere, fravælges ikke familier, daginstitutioner eller de helt gamle og svage borgere – som er grupper, der allerede i større eller mindre grad benytter det nuværende bibliotek, og som personalet derfor kender ret godt.
Valget af grupperne UNGE og SENIORER skal igangsætte helt nye idéer til aktiviteter, handlinger og service hos medarbejderne, fordi de i forvejen kender de andre grupper bedre. Der arbejdes både med at idéudvikle til svage og til ressourcestærke borgere indenfor de 2 grupper og med fremtidsforskernes forudsigelser som benspænd og inspiration.

I workshoppen arbejdes med at udvikle idéer til handlinger og aktiviteter for de 2 borgergrupper i en VELKOMST-ZONE, en FORDYBELSES-ZONE og en UDSTILLINGS/AKTIVITETS-ZONE.
For at fremme idéudvikling under workshoppen og bremse diskussioner og kritik, der kan hæmme nytænkning, er dagens opgaver opdelt i stramme tidsintervaller. Det kræver hurtige beslutninger og hurtig enighed internt i grupperne.
Derfor har workshopdagen også karakter af teambuilding, hvor rollefordelingen i grupperne fastlægges ret hurtigt og af sig selv, så der kan komme idéer på bordet i en fart. Idéerne kan senere og efter workshoppen diskuteres, uddybes og forkastes. Foreløbig bliver idéerne grundlag for at kunne afprøve nyt i det eksisterende bibliotek, da der ikke er noget konkret nyt fysisk rum at indrette noget til.

På baggrund af workshop, møder, undersøgelser, Styrelsesrapport og fremtidsforskernes antagelser udarbejder designeren og bibliotekets leder i fællesskab en rapport til kommunens politikere. Det foregår ved at sende forslag til tekstindhold frem og tilbage på mail over ca. en uges tid, hvor hver tilføjer, retter og uddyber og afgrænser, indtil rapporten synes at være tilfredsstillende som diskussionsgrundlag for, hvor EBELTOFT BIBLIOTEK skal placeres i byen og hvad biblioteket skal kunne.
Fordelen ved at gøre det på netop den måde, er at 2 fagligheder arbejder sammen. Designeren kan bruge udtryk, der umiddelbart kan give et billede eller indtryk af præcist, hvordan noget måske kunne se ud eller virke, så rapporten både afgrænser og åbner for mange forskellige løsninger. Bibliotekslederen kender bibliotekets daglige aktiviteter og services ud og ind og også de overordnede krav og lovgivningen for danske biblioteker, samt hvad og hvordan samarbejdet med kommunen fungerer i praksis.
Den 11 sider lange rapport er et commitment og et mål for, hvad biblioteket reelt skal kunne i praksis og dermed for, hvad indretningen skal indeholde. Når beliggenheden på et tidspunkt er fundet og besluttet, kræver det endnu en proces for at finde de konkrete fysiske løsninger til bibliotekets indretning.

Tidligere var bibliotekets varer/medier opdelt traditionelt med skønlitteratur på én etage, faglitteratur på en anden og børnebibliotek på en tredje.

Som led i en omorganisering ville Fredericia Bibliotek afprøve, hvordan det ville virke i praksis, hvis medierne blev spredt anderledes: f.eks. en ”familie-zone” med varer for både mor, far og børn på forskellige alderstrin samme sted. Udfordringen handlede om, hvordan personalet i praksis kunne styre spredningen af varer på de forskellige etager. Ligesom det var spændende, hvordan byens borgere ville opleve den nye fordeling.
Især skulle underetagen, der er i niveau med teaterets foyer, i endnu højere grad have fokus på hotspots, der skulle ”sælge” og indbyde til de oplevelser, borgerne kunne møde på de øvre etager.

Eksperimentet skulle udføres med størst muligt brug af det eksisterende inventar og helst koste så lidt som muligt.

Medarbejderne skulle sammensættes i nye samarbejdsgrupper på hver etage på tværs af de faglige specialer. Derfor skulle de i hver ”etage-gruppe” allerede før om-indretningen, samarbejde om hvordan indretningen kunne se ud på hver etage.

Der blev afholdt et par workshopdage for hver gruppe, hvor de i fælleskab skulle idéudvikle, afgrænse og beslutte nye mulige indretninger på baggrund af nogle fysiske/visuelle benspænd. Herefter udarbejdedes møbleringsplaner for den konkrete indretning på hver etage. De blev anvendt som hjælp til om-flytningen af inventar og varer.

Bibliotekerne i Rødekro og Åbenrå har valgt hver én dag med rådgivning-her-og-nu.
Begge biblioteker havde på forhånd udvalgt særlige områder, som de syntes var problematiske med hensyn til eksponering af varer, mangel på stemning og oplevelse, rodede eller ligegyldige indtryk – eller mangel på idéer til, hvordan de kunne placere inventar og medier på nye og mere iøjnefaldende måder.
Målet var at områderne skulle give mening i forhold til valgte ønsker.

Under rundturen blev der taget “strategiske fotos”, der bagefter skulle være øjenåbnere for, hvordan inventaret i forvejen er placeret, – som inspiration til at tænke nyt. Undervejs fungerede 2 medarbejdere som sekretærer, så alt det, der blev sagt og diskuteret, blev fastholdt.
Efter kaffe og rundturen sad en mindre gruppe medarbejdere sammen med designeren og skitserede på, hvordan det, der kom på banen under rundturen, kunne se ud på en møblerings-plan.
Ligesom tredimensionelle skitser af muligt nyt og andet inventar også blev skitseret.

Herunder billeder fra processerne i Åbenrå og Rødekro:

Processen bestod af 3 hele dage, hvor designeren og en medarbejdergruppe gik rundt i biblioteket og kiggede på udvalgte områder, der skulle have et mere feminint udtryk og i højere grad signalere “hot spots”, der skulle adskille sig fra hinanden visuelt.
Designeren illustrerede og anskueliggjorde i de faktiske rum og fortalte om møbleringsprincipper og visuelle effekter, mens medarbejderne bød ind med deres specialer, kompetencer og erfaringer med brugerne. En var udvalgt som sekretær, så alt blev noteret og fastholdt. Som afslutning på hver dag blev områder skitseret ind på bibliotekets møbleringsplan i 1:50 og tilpasset den eksisterende møblering. I fællesskab blev der samtidig skitseret på muligt supplerende nyt og unikt inventar.
Skitserne blev herefter rentegnet, så et inventar-snedkeri kunne afgive pris. Det nye inventar skal anskaffes hen ad vejen.
En del af løsningerne bestod af omflytning med det eksisterende inventar, supplering med andre farver, puder, gulvtæpper og lign.

Den gamle dommerstol har fået nyt betræk og er renoveret for at fundet en plads i et af de gamle kontorer, der nu er indrettet til krimi-rum.

Et koncept er en overordnet ramme for løsninger til, hvordan de fysiske rammer kan se ud. Et koncept sikrer ensartet design-linje, når omgivelserne skal realiseres over længere tid. Det kan være et antal møblerings-principper, der kan vælges imellem. Eller hvilke rum/vægge/møbler, der skal være henholdsvis lyse eller mørke, varme eller kolde, – men ikke konkrete produkter eller farver.
Et koncept gør det nemmere at vælge til og fra, når nye behov, idéer og ønsker opstår undervej – en koncept er dermed en rummelig størrelse med plads til variationer.

Et idékatalog indeholder et antal konkrete og overordnede muligheder til indretning, farver, stil, stemning eller inventar-design. Det kan anvendes som grundlag for diskussioner om, hvordan de fysiske rammer kan anvendes og se ud -  eksempelvis indeholde et antal møblerings-muligheder, forslag til stil og stemning, lys, farver og kunst i undervisnings-, udstillings-, kontor- og produktionsarealer.
Idéerne er ikke nødvendigvis sammenhængende – de kan enten kombineres eller udelukke hinanden.
Et idékatalog kan være med til at øge bevidstheden om `hvad vi vil´ og blik for hvilke konsekvenser ønsker og drømme kan have i indretningen – det er ikke en konkret indretningsløsning i sig selv.
Et idékatalog er et redskab, når der skal skabes udvikling i brugen omgivelserne.

Et forslag er en helt konkret løsning til, hvordan der skal møbleres, til hvilke møbler der skal indgå i en indretning, til bestemte farver og de nøjagtige udsmykninger. Et forslag kan være mere eller mindre bearbejdet i detaljerne.

En møblerings-plan afklarer, hvor meget der reelt er plads til i et rum, og hvordan møblerne kan placeres og ganglinjer mellem dem. Fordelen er, at man kan måle på planen og sammenligne med mål i det virkelige liv. En møblerings-plan tegnes typisk i 1:50 eller 1:100. En møblerings-plan kan give en fornemmelse af, hvordan man kan bevæge sig rundt i indretningen og forestillinger om, hvad man kan foretage sig og hvordan. Planen er dog kun retningsgivende, fordi den ikke viser indretningen i 3 dimensioner.

Tre-dimensionelle tegninger og billeder af inventar og kig-ind-i-rum giver  indtryk af atmosfære, stemning og stil, men ikke præcis viden om størrelser og afstande – man kan ikke måle på dem. En møblerings-plan er et nødvendigt redskab til at få overblik – det bliver lettere at kunne forestille sig resultatet.

En skala-model viser resultatet i lille størrelse. En skala-model kan give en forestilling om, hvordan indretningen eller et stykke inventar ser ud i 3 dimensioner, – som en møblerings-plan ikke kan klare. En model kan laves i pap, lego-klodser eller skum. Man kan også måle på en skala-model.

TetraPak Hoyer

Tandlæge

Vejlby Skole

For det meste vælger vi møbler til en indretning ud fra, om de falder i hver vores private eller tidens smag, og om de fremstår så ens som muligt i farver og stil, så vi synes, at de passer sammen. Eller vi har særlige krav til en funktion som ergonomi – det er ikke nok for os at kunne sidde, vi vil også sidde godt, have støtte i ryggen, kunne ændre stilling mm. Eller vi har krav til miljø – at møblerne er fremstillet på en bæredygtig måde, og at materialerne kan genbruges.

Der findes ikke nogen bestemt facitliste for den optimale indretning og derfor heller ikke for, hvordan vi skal vælge møbler. Alligevel er der nogle retningslinjer, man kan anvende.

Møbler og inventar i en indretning opfylder dels funktioner, så vi kan sidde, ligge, skrive, læse, opbevare osv. – og dels har møblerne hver deres stil og designudtryk, så vi eksempelvis oplever dem som tunge, lette, massive, enkle, hyggelige, voldsomme, fine, elegante osv. Hvert møbel har altså sin egen visuelle identitet – det æstetiske udtryk, som udgøres af møblets form, volumen, materialer, sammensætning af enkeltdele, overflader, farver osv.

Hvornår er et møbel smukt? For at vurdere om noget er smukt, kan man se på om linjerne i møblet fremstår spændte, stramme eller slappe. Om hvor tyngden og balancen i et møbel ligger: virker stellet på en stol for voldsomt til et alt for lille sæde? Er ryggen på en stol så stor, at det ser ud som om stolen kan vælte? Man kan også se på, hvordan de enkelte elementer i et møbel møder hinanden i samlingerne uden et hav af skruer, bolte og ekstra led og dele. Er der harmoni mellem de fysiske dele og deres mellemrum: ser det f.eks. ud som en stol ”skræver”?

Det er en god idé at gøre sig klart, både hvilke funktioner et møbel skal kunne varetage og hvilket visuelt udtryk det enkelte møbel skal fremstå med sammen med de øvrige møbler i indretningen. Et møbel står jo sjældent alene. Som eksempel bliver tyngden og det rustikke ved et kraftigt massivt spisebord forstærket, når de omgivende stole er lette og luftige. Ligesom det samme møbel kan se lille ud i en stor butik og virke stort i en lille stue.

Møblers størrelser er designet ud fra menneskets krop. Selvom vi gennem nogle generationer med større og større sundhed som race er blevet højere, har siddehøjden på stole, bænke og sofaer ikke ændret sig ret meget. Vi er blevet mere kræsne mht. gode arbejdsstillinger f.eks. i køkkenet, så bordhøjden der generelt er blevet højere. Men det er en individuel oplevelse, om man synes at arbejde bedre ved et lavere bord, når man skal ælte dej eller skrælle kartofler, så man behøver ikke at følge tidens trend.

Som udgangspunkt er der nogle højder og dybder, der tilgodeser ”de fleste”: Siddehøjde på spisebordsstole og stole til mødeborde og lign. er mellem 42 og 47 cm. Siddedybden er 40-43 cm. Siddebredden er 40-50 cm. Er stolen med armlæn fylder den ca. 55-60 cm i bredden. Da der er flere og flere overvægtige mennesker, designes der efterhånden også en del spisestuestole op til 70 cm i bredden, ligesom flysæder og hospitalssenge også kan fås i oversize. Flere firmaer specialiserer sig i at lave gode polstrede spisestuestole med god lændestøtte til handikappede og ældre.

Et typisk sofabord er ca. 40-45 cm i højden. Tidligere var sofabordes længde x bredde typisk 120 x 80 cm med plads til flere lagkager, 7 slags småkager og familien bænket omkring bordet dækket med det fine kaffestel. De senere år er mange sofaborde blevet meget smallere og måske længere – f.eks. 40 x 150 cm, som bedre passer til slikskåle, frugt, oliven og snacks foran tv, og som levner langt mere plads i stuen, når bordet ikke fylder så meget. Både IKEA og andre forhandlere sælger bunkevis af småborde, der er lette at flytte, så man kan møblere uden et sofabord symmetrisk foran sofaen. Alligevel synes det for de fleste at være udtryk hjemlighed, når møbleringen i dagligstuen er traditionel.
Engelske stuer var ofte møbleret uden sofaborde: man sad foran kaminen og et lunt tæppe under fødderne. I stedet stod ofte et konsolbord med lamper bag ved sofaen i højde som sofaens ryglæn. Her kunne man placere sin the-kop eller på små bakkeborde, der kunne flyttes frem og tilbage efter behov.

I bedre hjem med større stuer har man i flere hundrede år placeret møblerne i grupper midt på gulvet, så man kunne diskutere og chit-chatte i smågrupper og stille sig bag de siddende.  Hos de mindre bemidlede med små stuer, stod møblerne langs med væggene, så der var friplads i midten af rummet. Modernisme og funktionalisme har ført til andre møbleringer: less is beatifull hed det og derfor skulle der være færre møbler og mindre rum, der skulle udnyttes godt.

Højden på spiseborde er omkring 70-75 cm. Længder og bredder varierer. Møbelarkitekterne Børge Mogensen og Kaare Klint udviklede modulsystemer både for fast inventar, reoler og løse møbler for at standardisere møbleringen og produktionen af møblerne. Et Børge Mogensen spisestuebord er 80 cm i bredden – en bredde der også typisk anvendes i kantiner: lige præcist passende til at der kan stå to bakker overfor hinanden og alligevel levne plads til salt, peber og en kande vand midt på bordet. I dag findes spiseborde med meget større og meget mindre bredde. Køber man et meget bredt bord for at få plads til rigelig borddækning, skal man være opmærksom på, at man sidder langt fra hinanden, hvis der er mange til bords. De smalle borde giver større intimitet – det er lettere at sidde 2 eller flere grupper ved bordet uden at forstyrre hinanden.

En sofa har en siddehøjde på 40-45 cm. En årrække, hvor italiensk/japansk design er populært, er sofaerne meget lavere, helt ned til 35 cm. Da de som regel også er langt dybere end traditionelle sofaer, er de egnede til at flyde med benene oppe, slikposen og den bærbare på skødet: bordet er ikke længere nødvendigt. Traditionelt har sofaer i Danmark haft en siddedybde på 55-62 cm, de italienske er op til 80 cm. Her er det ikke muligt at sidde oprejst, man skal ligge ret tilbagelænet. Sofaens samlede dybde var tidligere i Danmark ca. 80-85 cm – mange sofaer har i dag en dybde på 90-100 cm. I sofaer regnes med en siddebredde på 55-60 cm pr person, hvis sædet er opdelt i enkelthynder. Det giver en samlet længde på 210-225 cm for en 3-personers sofa afhængig af størrelsen på armlænet. Sofaers længde kan i dag fås til nærmest uendeligt.

Kunsten er, hvordan man sammensætter møbler med forskellige udtryk til et samlet æstetisk hele. Det kan være en hjælp først at beslutte hvilken stemning og hvilket stiludtryk hver møbelgruppe i hovedtræk skal fremstå med. Som et MÅL for hvordan de møbler, der skal indgå i gruppen, skal se ud. Skal en møbelgruppe udtrykke romantik, hygge og varme – og samtidig spille op til en minimalistisk møbelgruppe i samme rum, kan en enkelt stor stol med bløde puder og mønstret betræk måske være nok til, at den samlede gruppe fremstår hyggelig. Eller den romantiske møbelgruppe kan have varmere og mørkere overflader og materialer, mens den minimalistiske gruppes møbler dels er spinklere og i kølige og lyse materialer.

Det er vigtigere at se på, hvordan hvert møbels eget designudtryk fremstår i den samlede indretning for at opnå en tilsigtet sanseoplevelse – herunder stemningen i hvert rum, – end at alle møbler er fra samme designfamilie. Det er variationen i møblernes stil og designudtryk, der giver indretningen personlighed og karakter. Det vanskelige er, hvor lidt og hvor meget variation, der skal til, før det samlede udtryk bliver rodet. Det er en god idé at eksperimentere med, hvornår forskelle i designudtryk er tilstrækkelige eller bliver overdrevet.

Måden hvorpå vi oplever hvert enkelt stykke inventar er en sanseoplevelse: fornemmelsen af, hvordan et møbel er at røre ved, for eksempel hvordan overfladerne mærkes og føles – om de kradser, er bløde, varme eller kølige. Forskellen i lyden af et vinglas på et sten- plast- eller træbord. Hvordan vi ser hver inventardel indgå i hele indretningen med mønstre, linjer og form. Om flere af samme slags møbel er placeret i rytmer og rækker, – eller står alene. Sanseoplevelsen afgør, om vi oplever møblernes design som smart, trendy eller stilrent.

Her billeder fra processen, hvor AMØBEN bygges, så snedkeren kan give bud på, hvad den koster. Processen er også en afklaring af, hvilke fysiske muligheder, AMØBEN skal give plads til. Der er meget indsigt og erkendelse undervejs.

Efter beskrivelse af projektet omfang og indhold – blandt andet for at kunne søge støtte, udarbejdes i fællesskab en møbleringsplan.

Planen bruges som grundlag for at kunne bygge AMØBEN, som vi har defineret indholdet på, men endnu ikke ved, hvordan ser ud.
Billederne viser, hvordan formgivningen skrider frem. Modellen bygges i 1:10 helt realistisk

Udover det nye inventar, som skal være med til at højde læring, udfoldelse, motivation og sammenhold på skolen, så bliver lokalerne malet, der rives et par vægge ned, forbedres belysning og skiftes linoleum på gulvet. ALT skulle tilsammen give mere indbydende, mere tidsvarende og mere inspirerende omgivelser.

Amøbemodellen er nu næsten færdiggjort. Herefter vælges overflader og farver til hele projektet. På nuværende tidspunkt er hvidt, antrasit, sølv, mat, blank og blødt, cremefarvet og rødt i spil. Et strejf af overraskende blå skal også indgå. Da alt endnu ikke er prissat, er vi alle i projektgruppen spændte på, hvor vi tvinges til at spare og skære i projektet.

Den nye scene kan ændres til en kæmpesofa, der allerede er meget populær til at ligge i bunker med mobiler, bøger, bærbare – og hinanden.
Over scenen kan nedrulles et lærred foran vinduet på 5 x 5 meter til kæmpe shows, når der er forsamlinger, teater og fest. Her kan også vises film, fremføres projekter og undervises, ligesom eleverne kan vise deres egne powerpoint og film.
De røde bænke skal fungere både som bænke, sofaborde, og udstillingspodier.
Store opslagstavler bage sofaer både nede i det store rum og på balkonen binder begge etager sammen og er til udfoldelse for scenografier, plancher, opgaveresultater, inspiration o.lign.

Et rum-i-rummet, hvor man både kan se alt og alle og alligevel sidde ugenert i grupper eller en hel klasse. Langbordet er omgivet af rumdelere med opslagstavler og udstillingselementer med små rum, der kan dækkes med akrylplader. Ud mod gangarealet, trappeopgangen og indgangen er en stor info-skærm placeret i rumdeleren.

Ud mod vinduet til trappen er en pc-bar og en infoskærm i rumdeleren, der også sikrer forsvarlig flugtvej.

Rummet vil trods sin størrelse og de stringente moderne møbler få en hjemlig stemning med de mange billeder på væggene.

Gulvet er lyst sportsgulv, væggene er blevet spartlede og filtede og malede i en lys hvidlig nuance, dørene er sprøjtemalet antrasit-grå, ligesom der er kommet nye skilte.
Lige under yderkanten af balkonen kommer al el til at løbe. Her skal sidde spots der kan lyse ind på opslagstavler, billeder og de røde sofaer og skabe forskel på oplyste områder og mere dunkle. Det giver en stuelignende fornemmelse.

Herunder et “FØR”-BILLEDE af den gamle forhal. Gulvet er mørkebrunt asfalt, væggene med groft væv, der var malet mørkt rødt. Det gav en samlet atmosfære af indelukkethed og mørke i modsætning til det nye rum, der fremstår lyst rent og indbydende: