Hvad er rum?

Hvad er rum?

Et rum er et lokale, et aflukke, en stue, et værelse, et gemak, en kabine.
Ordet bruges om verdens-rummet, om kosmos, universet – det ydre rum, som vi kan rejse ud i.
Ordet dækker beskrivelser om, at vi vil have bevægelsesfrihed og råderum, spillerum, hjerterum, mentale rum og mellemrum.
For ikke at snakke om pusterum.


Vi taler også om, at vi skal være rummelige (kunne favne og acceptere meget og mange), – som ikke skal  forveksles med oplevelsen af rumlighed (en konkret mængde luft og afstand inde i et rum eller omkring møbler, mellem huse og lign.).  Endelig bruges rum også om ”et stykke tid”, som noget vil vare: der vil gå en rum tid, før byggeriet er færdigt.

Rum er altså både det ene og andet – noget flertydigt.
I indo-europæisk, germansk og oldnordisk var ordet først en beskrivelse, som sagde, at noget var åbent.
Senere bruges det til at betegne det, som åbenheden var i, altså rummet. Et rum er dermed ”noget”, som er åbent for noget andet.
En fysisk afgrænsning i 3 dimensioner: en højde x længde x bredde, der kan ”rumme noget” – et fysisk rum.

Digitale rum kan være den verden, vi træder ind i, når vi ser en film. Eller den sociale måde vi kan mødes og kommunikere på facebook og blogs. Måden hvorpå vi ”går i banken” på nettet, hører musik på YouTube eller skriver og sender mails til hinanden. Filminstruktører taler om forskellen på det reelle rum, som det udsnit, der kan ses på skærmen/lærredet (screen-rum) – og det psykologiske rum som det rum, der er tilskueren subjektive rumopfattelse: både det som tilskueren ser på skærmen og det rum, man kan forestille sig ligger uden for det, der ses på skærmen (off-screen-rum). Hensigten er, at instruktøren kan skabe en fantasi hos tilskueren om, hvad der foregår uden for den del, der reelt kan ses.

I arkitektur og rum-design skelnes mellem det fysiske rum og det oplevede rum. Det fysiske rum handler om det, der kan måles og registreres, som: rummets højde, længde, bredde, størrelser på åbninger som vinduer og døre, overfladernes farver og struktur, rytmer i rummet (f.eks. en række søjler, synlige spær mm), rummets generelle arkitekturstil, mængden af møbler, antallet af lamper, farver, dekorationer osv.
Det oplevede rum er rummet, som hvert enkelt menneske (beskueren) ser rummet, – inklusive den stemning, som beskueren oplever, at rummet i sin helhed udtrykker.

Rum er altid blevet designet til mennesker. Det er menneskets fysiske krop, der er udgangspunktet for formgivningen af rum: vores højde, når vi sidder, står, går, ligger, hvor meget plads vi har brug for, når vi rækker ud efter noget, bevæger os på forskellig vis, skal passere forbi hinanden, skal opbevare eller foretage os noget. Uanset om et rum er funktionelt eller ej, er rummets proportioner, størrelser og former designet efter menneskers fysiske mål.

Arkitekter har op gennem historien fulgt forskellige stilretninger, der har dannet skole i bestemte perioder: renæssance, barok, klassicisme, jugend, funktionalisme, modernisme, postmodernisme og flere – der kan beskrives op til ca. 70 stilperioder. Hver af dem bliver blandt andet kendetegnet ved, at ”rummet” skulle designes ud fra ganske bestemte principper og idéer om æstetik: det skulle være smukke rum.
Da funktionalismen opstod fra først i 1930`erne, begyndte rummet i højere grad at blive designet ud fra de funktioner, det skulle indeholde. Målet var at gøre rummet så simpelt som muligt. Udtrykket ”Form follows funktions” (arkitekten Louis Sullivan), blev i den periode og op til i dag en slags mantra for design af rum og arkitektur.
I dag er det oftest bestemte funktioner, der bestemmer størrelse og design af et rum. Om det skal være til opbevaring, til at sove i, spise i, lave kontorarbejde, gøre gymnastik osv. Rummets overflader på gulv, vægge og lofter, indramning af huller som døre og vinduer angiver sammen med rummets indretning, hvilken atmosfære vi kan opleve i rummet.

Mies van der Rohe´s Barcelona Pavillion

Rummet og dets indretning er den ”indkodning”, som brugere og beskuere kan ”afkode”. Det handler om, at rum og indretning får brugerne til at opleve noget tilsigtet: en ønsket sanseoplevelse.
I private hjem kan man jo indrette sig, som man vil og være ligeglad med, hvad andre oplever.
I offentlige og halvoffentlige rum og på arbejdspladser som på hospitaler, hos praktiserende læger, psykologer, biblioteker, borgerservice, i retssale, på skoler, stormagasiner osv., er det hensigtsmæssigt, at indretningen netop får de fleste til at opleve noget tilsigtet.
På en skole skal rum og indretning måske understøtte, at børnene får lyst til at lære noget på bestemte måder, på et hospital skal patienter og pårørende måske beroliges, afstresses eller opmuntres af omgivelserne, på et bibliotek skal indretningen måske inspirere, aktivere og informere byens borgere osv.

Design bliver beskrevet som formgivning, konstruktion, model, mønster, tegning og udformning. I populær sammenhæng bruges ordet design ofte om produkter, der er ”smarte” eller ”moderigtige”. For en designer bruges begrebet om, hvordan noget kan anvendes, hvordan det skabes og hvordan det ser ud – altså både funktion, konstruktion og æstetik.

I indretning anvendes begrebet design om, hvordan det omgivende rum visuelt spiller sammen med inventar, med farver, materialer, overflader og belysning, med hvilken stemning og stil den samlede komposition udtrykker – og med hvordan rummet som helhed kan anvendes.
Rumdesign er en komposition af mange enkeltdele indeni i en rumlig form – altså en iscenesættelse som baggrund for noget, mennesker skal kunne foretage sig og opleve. Derfor er det ikke afgørende, om det enkelte møbels design er ”smart” eller ”in”, men om hvordan møblets volumen, placering og samlede visuelle udtryk indgår i rummet som helhed. Hver enkelt del i en indretning skal have en mening i forhold til de andre enkeltdele og i forhold til det omgivende rum.

En del af indretningen er også de tomme rum – de områder i indretningen, hvor der ikke er placeret møbler, billeder, tæpper osv.
Disse mellemrum kan opleves som rum-i-rummet, som ganglinjer eller overgange, der har volumener og størrelser, der er vigtige for den samlede rum-oplevelse.
De kan give oplevelse af luftighed, rumlighed og plads nok – og være med til at adskille en møbelgruppe fra en anden, så den samlede indretning bliver nemmere at aflæse. Eksempler på mellemrum kan være et dansegulv, et sceneareal og området foran en skranke med plads til, at vi kan stå i kø.

Læs mere under Innovation: Relation mellem menneske og rum
Læs mere under Innovation: Funktion og æstetik