“To bring someone into the ocean itself, to open them up to this space and this series of encounters, for me thats the activism”, Doug Aiken (worldgoal 14)

Smukke rum påvirker humøret positivt.
Æstetik, kvalitet og stemninger, der fremelsker behag, hygge, tryghed, nærvær og velvære, er vigtige for, hvordan vi arbejder, bor og lever. Når der er pænt, inspirerende og rart, passer vi bedre på tingene.
Når vi føler, at omgivelserne har værdi, oplever vi dem som vedkommende og meningsfulde; vi nyder at være i rummene, udfolde os i dem og at bruge dem.

Når vi trives i rum, der er indrettet, så alle sanser bliver tilfredsstillet, handler det ikke om stil og smag. Det handler om rum, hvor vi føler os levende, beriget og udfordret. Vi knytter os til omgivelserne gennem vores sanser; gennem dem kan vi skelne, adskille skidt fra kanel, spejle os og fodre tankerne med indtryk og ideer.
Rum skal stimulere og berøre os. Kropsligt og følelsesmæssigt.
Indretningen skal aktivere sanserne med farver, planter, vand, dunkle områder, der veksler med hyggelys og spot på kunst, overflader vi får trang til at røre ved, møbleringer vi kan sno sig imellem.
Der skal være klang, genklang og stille zoner, solens refleksioner på blanke flader, duften af træ og læder osv.

Sanserne:
Synssansen
Smagssansen
Høresansen
Følesansen (den taktile sans på huden)
Lugtesansen
Retningssansen
Balancesansen
Muskel- og led-sansen (træk/tryk, inde/ude, tyngdekraft)

Herudover kunne vi måske betragte intuitionen som en slags sans: evnen til at fornemme at noget vil ske eller en forståelse af samspil i livsforhold, tilværelse, samt tekniske og praktiske sammenhænge.
Intuition er en umiddelbar og direkte opfattelse af en helhed eller sammenhæng, uden en forudgående rationel tænkning.
Intuitionen er en fornemmet indsigt fodret både af sanseindtryk og erfaringer – indefra og udefra.
Ofte kan vi ikke forklare, hvor det lige kom fra.

Når sanserne understimuleres, som ved gentagne lange arbejdsdage i omgivelser med ensartet belyste rum, konstant luftfugtighed og temperatur, lugtløshed, overdreven lyddæmpning, farveløshed og ligegyldige møbler, bliver vi utilpasse og syge.
Den ene stol kunne ligeså godt være den anden.
Det kræver mindst en længere løbetur i skoven, vinterbad, ferie i storm ved Vesterhavet eller en forelskelse at komme tilbage til sig selv. Tillade sanserne at vågne op – efter arbejdet.

Smider vi en bunke puder i den gamle sofa, nogle med bamseblødt betræk og andre strikkede, vævede, broderede og i forskellige appetitlige kulører kan en hippie-hyggelig krog vække flere sanser samtidigt.
Står sofaen ovenikøbet på et blødt gulvtæppe og op af den væg, som vi har besluttet, at vi godt må male på med matchende nuancer, lag på lag som et kunstværk så overfladen kommer til at fremstå 3-dimensionelt, opnår vi et sandt sansebombardement.
Vi bliver stimuleret, provokeret eller glade – vi mærker det kropsligt.
Vi føler noget.
Også selvom det ikke ”lige er vores stil”.

Farver og farvesammenstillinger, belysning med farvet lys på genstande eller zoner, dekorationer og kunstneriske elementer er essentielle for at skabe forskellige sanseoplevelser og stemninger
Læs også ‘Lys’ 
Læs også ’ Farver i Rum’

Zoner med sanselige møbelgrupper kan være tiltrængte for både krop og sjæl som kontrast i monotont indrettede kontorlandskaber: alt skal ikke nødvendigvis passe sammen, men netop adskille sig i stemningsudtryk:
– en slags sanse-orangeri med mange planter, træer, kurvemøbler og springvand
– et eventyrligt huleagtigt område med dæmpet lys, nedhængte flagrende lette tekstiler og mystiske figurer
– et japansk zen-rum, der med pøller og puffer på tæpper i bast og papir-rumdelere er egnet til ro, fordybelse og bare tæer
En spansk pergola eller kinesisk pagode, et minibibliotek som møderum med mørkebrune reoler á la en boghandel i Oxford, et picnic-eng-areal under et stort træ, chesterfieldstole foran en (digital) pejs osv.

Da vi modtager og giver mange informationer hver dag, meget via en skærm: beskeder, billeder, film-sekvenser, mails, mange ord og lister, viden der skal forstås, ordnes og omsættes – får vi rigtigt meget hjerne-stimuli og overfodring af synssansen; mindre for de øvrige kropslige sanser og behovet for ægte nærhed.
Derfor skal vi ikke indrette ”drop-down”-sanse-områder blot for at kunne krydse af, at vi tilfredsstiller sanser, men sørge for levende omgivelser inkluderet de 4 grundelementer: ild, vand, luft, jord.

Det er essentielt for os, at vi kan mærke vind, dufte jord og røg fra lejrbål, følge noget gro, smage sødmen af bær, lade strandsand glide mellem fingrene og dyppe dem i friskt saltvand. Sansning af elementerne kan være en integreret del af indretningen på arbejdspladser og derhjemme, eller vi kan have ”tvungne” pauser i løbet af dagen og aftenen, hvor sanserne vækkes udendørs i vildtvoksende natur.

Vi er skabt til at opleve helheder, sanse samlede stemninger bestående af mange enkeltdele. Sådan er klodens natur, som vi er født til at leve i:
Vide horisonter hvor vi kan se langt ud, tæthed og tysthed inde i skoven med grannålebund, der gynger lidt, når vi træder på den, blomster og bær i et utal af farver, runde bakker man kan rulle ned af, storslåede bjerge vi kan bestige for at få udsigter ned i dybe dale, huler i jorden og bjerge, som vi kan krybe sammen i, lysninger i skoven og vådområder omkring søer med insekter og korsang fra fugleliv og hvor fugten køler ind gennem huden, så vi fryser osv.

Vi sanser helheden, derfra hvor vi helt konkret er (står, sidder, ligger). Fra oplevelsen af helheden fokuserer vi på de detaljer, der tiltrækker os – skiftevis det ene og andet og ikke blot med synssansen.
Når alle sanser er vågne, for at vi kan orientere os i verden, bliver vi aktivt afslappede. Det modsatte af stress.
Som når vi ved stranden indsnuser den salte duft af hav sammen med den tobaksagtige lugt fra fyrreskoven bag os, så slapper vi af.

Den naturlige natur er organisk, bløde former, der væver sig ind og ud mellem hinanden, vand der løber den letteste vej og spirer, der rækker efter lyset.
Det betyder ikke, at vi skal efterabe naturen og designe møbler og rum, der ligner egetræsblade eller amøber.
Vi skal derimod indrette os naturligt. Med sanselig kontakt til naturen udenfor og lade den række indendørs – og indrette med det, der falder naturligt.

Eksempelvis kan vi ikke lukke ørerne eller næsen. Vi er skabt til at kunne høre regnen dryppe på taget, vores egne skridt gennem rummet, solsortens fløjten, en gren, der knækker og papirers raslen når de krummes sammen. Heldigvis kan vi stille hørelsen på en slags vågeblus, når vi fokuserer på med vilje at lytte til bordherren, der sidder ved siden af. En slags tænd/sluk-mekanisme, der aftager med alderen, – og som er vanskelig for de fleste at fastholde, når det generelle støjniveau er for højt. Vi kan ikke orientere os i gennemgående larm.
På samme måde kan den ’øredøvende stilhed’ være skræmmende, hvis vi ikke er vant til stilhed og tomhed. (Læs også: ’MA’).

Kroppen har brug for at sanse forskelle. Grove strukturer på overflader har ujævnheder, der danner skygger i bunden og er belyste på toppen. Selv når vi slukker lyset og der er helt mørkt, kan hånden mærke karakteren af noget, der er ru, glat, fint eller groft.
Blanke flader reflekterer strejf af lysstråler og spejler former, skygger og skikkelser, der bevæger sig.
Bløde flader som velour og kaninskind synes at suge lyset ind, tilskynde os til at berøre på en kælen måde. I kælderen på kunstmuseet Aros er et rum, hvor den ene væg er beklædt med kaninskind: en kramme-væg.

En fladskærm med film af en pejs med levende ild foran et bjørneskind på gulvet med puder, er en illusion om at være i en bjerghytte. Vi kan snyde hjernen, som når vi ser en film, – men ikke så let kroppen og sanserne: vi kan ikke lugte røgen og ikke selv være med til at fodre ilden med brænde, ligesom vi heller ikke tættest ved ilden mærker strålevarmen og kan brænde fingrene. Kroppen er sansernes bevidsthed.

Vi kan ikke forstå sansning med hjernen. Kun med kroppen. Det tilfredsstiller ikke sanserne at virksomheder bygger et træningsrum med maskiner for at bedre medarbejdernes fysiske tilstand ved for meget stillesiddende arbejde. Man kan løbe løs på et løbebånd og svede – bevidstløst. Det ville være bedre med ”sanse-forhindringer”, der hvor vi alligevel bevæger os frem og tilbage under arbejdet: skulle kravle på alle 4 for at komme ind i mødelokalet eller være tvunget til at gå en omvej ud gennem snoede stier i et vildnis og kravle over en væltet træstamme undervejs.

Vi kan have bålpladser med levende ild, som vi i udvalgte pauser danser omkring, leger indianere; eller vi kan danse mellem reoler, der står som rumdelere fordelt i uens rytmer, en slags træer mellem arbejdsborde.
Dans er syn-kin-æstesisk, samler alle sanser i bevægelsen, kroppen forstår samspillet med omverdenen. Det er umuligt at give sig hen i en dans, en rytme og lade kroppen lege, hvis ikke vi tillader sanserne at være åbne. I åbenheden mærker vi, om vi er bøjelige, fleksible, aggressive eller bløde om hjertet.

I en sanselig indretning oplever vi ikke ’ting’ (møbler og genstande) som ’ting’ – noget der er udenfor og adskilt fra os. Alle ting i indretningen inklusive afstande mellem dem, rummet i sig selv, overflader, lys/skygge og temperaturer, er noget vi interagerer med. Forholder os til sanseligt og kropsligt, er og gør noget sammen med.
Der er brug for flere sanselige rum.
Sanserne er limen, der forbinder os til hinanden, verden og livet.

Læs også: ’Relation mellem Menneske og Rum’
Læs også: ’Farver i Rum’
Læs også: ’Krop og Rum’
Læs også: ’Hvad er Rum?’
Læs også: ’Hjertelig Bærekraft’