Portfolio, Projekter

Bæredygtigt hjemme-kontor

Han har drevet firma hjemmefra i alle årene, alene og med ansatte. 
Nu indtræder en ny fase hvor kontoret skal tilpasses det spirende fremtidsparadigme, som han går i front med, og derfor skal møblering og møbler, farver, funktioner, lys og stemning kunne holde længe og udtrykke en helhed, der spejler personlige og basale fremtids-værdier om bæredygtig vækst


Huset ligger ved stranden, han og hans kone ror kajak.
Forbundetheden til naturen og elementerne betyder meget for dem, ligesom bæredygtighed, sundhed og økologi er en vigtig del af både den personlige hverdag og det professionelle business-liv.

Temaer for indretningen er derfor: Vand, sand og marehalm

Møblerne har høj kvalitet, både i æstetisk design og fysisk holdbarhed, og er så vidt muligt produceret cirkulært.
Møbelbetræk er uld i grove væveteknikker, der gør overfladerne bløde at røre ved, så møblementet er indbydende.
Stel er egetræ.

Sofa, lænestol og små-borde i mødezonen er så lette som muligt, fordi rummet ikke er ret stort: Det skal være tydeligt, at der er forskellige zoner, som man kan bevæge sig imellem.
Mødezonen skal udtrykke balance mellem det professionelle og uformelle: her er man velkommen, kan være sig selv og tager også ansvar for både arbejde og klode.

Bordplade på hæve/sænke-bordet og pladen ovenpå reoler er snedkerlavet: marehalms-farvet desktop-linoleum limet til kant på birkefiner. Over reolen svæver en plade med gullig opslagstavle (materiale: bulletin board) i hele rummets bredde.
Spots i loftet belyser opslagstavlen.

Ved siden af arbejdsbordet er ligeledes en svævende plade på højkant fra fodliste: br 70 x h 180 cm.

Farverne er gennemgående blide og afdæmpede: marehalmens støvede grønne er dominerende fra en meget lys på den ene væg, klarere på bordpladerne og dybere på sofa og det afpassede gulvtæppe med struktur.
Appetitlige “frugt”-farver på lænestolen, lamper og puder – gul, melon, grøn – er accent til de afdæmpede strandkulører for at give liv og en opløftet stemning til rummet.