Med husets beliggenhed ved fjorden, hvor blandt andet Hurtigruten lægger til, kan Kunnskapsparken gøre Finnsnes attraktiv ikke bare for borgere i lokalområdet, men også for turister og borgere, der bor udenfor lokalområdet – og dermed tilføre vækst til byen.

Kunnskapsparkens mål:
–       at støtte op om læring gennem hele uddannelsesforløbet
–       at være et attraktivt, aktuelt og uforpligtende mødested
–       at være en inspirerende arena for forskellig slags kultur- og litteratur-udtryk
–       at være scene for skabende virksomhed i lokalområdet

Nøgleord: LÆRING – OPLEVELSE – FORMIDLING

DESIGNET-FØR-DESIGNET
For at indretningen reelt kommer til at understøtte de ovenstående mål, er det en del af Den kreative Proces at konkretisere sammenhængen mellem hvordan noget ser ud – og det man vil.

Processens første fase handler derfor om at få klarlagt præcist, hvad man skal kunne foretage sig, og hvordan det, indenfor hver af de nævnte mål, skal ske i praksis.
– Der er ”udbredende” øvelser, som eksempelvis brainstorming, for at sikre at intet glemmes undervejs, og at de vilde og skæve idéer også har været på bordet. Det vil altid være muligt at gå tilbage og samle noget op.
– Der er ”indkredsende” øvelser, som f.eks. opdeling af aktiviteter i ZONER, der skal forenkle, at vi kan styre det kreative forløb.
– Der er ”udviklende” øvelser under skitserings-fasen, hvor de løse idéer og drømme skal højnes og bearbejdes. Herunder eksempelvis beskrivelse af scenarier for, hvordan noget konkret kan foregå.

For at indretningen understøtter FÆLLESSKABET – nemlig det unikke ved fusioneringen af netop denne gruppe af mange aktører – er det nødvendigt at få synliggjort, hvad fællesskabet går ud på:

HVAD SAMARBEJDER VI OM?
HVORDAN SAMARBEJDER VI I PRAKSIS?
HVAD VIL VI?

Fællesskabets mål skal først og fremmest understøttes af indretningen ”back-stage” – i kontorer, mødelokaler, kreative rum og andre fællesarealer for personalet og studerende.
På den måde vil det, der bliver skabt i fællesskab i de “medarbejder-private” rum, være det samme, som det der bliver oplevet og udtrykt i de offentlige arealer, hvor borgerne og publikum kommer.

Næste fase i indretningsprocessen er at konkretisere muligheder for, hvordan hus (arkitekturen, de fysiske afgrænsninger), indretningen og de besluttede mål for handlinger, kan se ud: skitseprocessen.
Denne proces foregår i fællesskab mellem aktører og designer.

Det er en langsommelig måde at gøre det på i modsætning til blot at overrække målsætningen til en designer, der så selv finder på løsninger og bagefter præsenterer dem.
Når vi skitserer sammen, er vi nemlig nødt til at blive enige om alt.

Ved at arbejde med skitseringen i fællesskab sikrer man, at alle deltagere ved præcist, hvorfor alting i indretningen er placeret og ser ud, som det gør.
På den måde ved alle deltagere også, hvorfor noget bliver højt prioriteret eller fravalgt. Alle vil være i stand til at videreformidle til borgere, turister og til nyansatte, hvordan alle aktiviteter er tænkt og skal fungere i praksis.
Deltagerne får ejerskab til løsningen.

Designerens rolle er at konkretisere det tænkte, at komme med kreative idéer til løsninger.
Designeren er også ansvarlig for at holde fast i et vist æstetisk niveau, som gruppen ikke selv ville i stand til, – selvom de ville være enige om, at det skulle være smukt.

Endelig er det designerens rolle at være facilitator og inspirator, så gruppen af aktører ikke fastholder hinanden i at være adskilte faggrupper, men at der sker en sammensmeltning, hvor alle kompetencer er med til at højne både projektet og fællesskabet.

I hvor stor grad, der kan ske sammensmeltning og højnelse afhænger af deltagernes parathed til at redefinere gamle arbejdsroller, deres evne til samarbejde og lyst til at skabe noget helt nyt. Uanset, så vil niveauet altid afspejle sig i det fysiske resultat.

I den tredje fase i indretningsprocessen rentegnes en MØBLERINGSPLAN.
Møbleringsplanen er MÅLET for den videre proces, hvor der skal undersøges inventar-muligheder og priser, besluttes farver, materialer og overflader på større og mindre produkter, udbredes flere måder at arbejde på i det, der nu er løsningen, og ikke mindst undersøges priser og muligheder i digitale idéer, der skal spille sammen med den fysiske indretning.

Møbleringsplanen er VÆRKTØJET, der styrer, at vi alle ved, hvad vi taler om.
Planen kan naturligvis ændres undervejs – den er stadig ”en fantasi” – intet er helt afgjort og sikkert, før alt er på plads i den fysiske virkelighed.
Ændring af hver eneste detalje på møbleringsplanen giver bevidsthed om, hvad vi ændrer, til hvad og fra hvad – der er nødt til at være en årsag (en grund) til at vi ændrer noget til noget andet: en eller anden form for forbedring. Denne kan være æstetisk eller funktionel.

Møbleringsplanen skal helst udarbejdes, så snart arkitekten har udarbejdet skitseforslaget for selve huset og inden huset bygges, så der i byggeriet kan tages højde for f.eks. belysning, placering af døre og andet i god tid.
Ofte er det et ping-pong-spil frem og tilbage med flytning af vægge, redigeringer af tegninger i en fase, inden ingeniøren og entreprenøren bygger.

        

Når man skal skabe et hus med et komplekst indhold som dette, er der ikke blot mange aktører. Der er også mange rådgivere, hvad enten disse har en aktiv rolle i udviklingen i praksis – eller de træder ind i og ud af spillet undervejs for at give ny viden og inspiration.
Når der er mange forskellige kompetencer involveret kan det enten komplicere processen eller det kan bringe resultatet til fremstå på et meget højere niveau.

Processen indebærer derfor, at alle deltagere gennemgår en personlig og faglig udviklingsproces, der har indflydelse på, hvordan det fysiske resultat kommer til at fremstå: rodet, uklart, smukt, rytmisk, som en enhed, fragmenteret, mere eller mindre sammenhængende osv.
For så vidt muligt at nå frem til det bedst mulige fysiske resultat og den højeste grad af tilfredshed er det vigtigt, at alles roller og ansvar på forhånd er kendt og aftalt.
Transparens, ærlighed og åbenhed er en nødvendighed.
En møbleringsplan er 2-dimensionel. Den viser placering og længde x bredde på møbler og inventar og afstande mellem dem.
Men den viser ikke højderne.
I det virkelige liv fremstår møblerne som 3-dimensionelle volumener, hvor mellemrummene også udgør volumener, nemlig der hvor vi mennesker bevæger os. Derfor skal møbleringsplanen suppleres med definitioner af højder på alt inventar.
Det, der har betydning, er, om vi oplever at kunne kigge hen over noget eller hen på noget, at være inde i eller udenfor noget, om vi kan bevæge os rundt om noget, oplever at være i en intim, semi-social eller social zone osv.

Afstande har betydning for, om vi oplever møbler som hørende til i en gruppe af møbler – eller som spredte enkeltdele. Om vi oplever et gangareal som snævert eller rummeligt.
For at vi præcist kan styre hvordan indretningen opleves, når den står fiks og færdig, er det nødvendigt at være omhyggelig i den forudgående proces.