RE OG TJØME BIBLIOTEKER, TØNSBERG, NORGE
En miniproces til forbedring af områderne for børn på to små lokalbiblioteker.
Processen består af én fælles dag for medarbejdere på flere af de små biblioteker omkring Tønsberg. Dagens indhold er et foredrag og workshop i grupper med udvikling af idéer, som medarbejderne fra Re og Tjøme kan tage med hjem.
Herefter 1 hel dag på hver af de to biblioteker med skitsering i fællesskab af en konkret møbleringsplan.
De udarbejdede skitser rentegnes på tegnestuen i Danmark og sendes til de to biblioteker. En mindre udveksling foregår på mail for at sikre, om alt på tegningen nu er, som vi har aftalt.
Planerne indeholder de ønsker og drømme, som kom frem på den fælles workshop.
Herefter bruger bibliotekerne i Re og Tjøme møbleringsplanerne som mål for, hvordan de for få penge kan ommøblere og købe et minimum af nyt inventar.
Èt af de vigtige ønsker er at udvide mængden af muligheder for aktiviteter på de 2 biblioteker – og samtidig give indtryk af visuel ro.
Regler for, hvordan der skal udstilles og hvordan forskelligt inventar kan anvendes, er en del af de diskussioner, der kommer på bordet, mens vi skitserer på de konkrete planer.
Der skal være større og små oplevelser, så børnene kan gå på opdagelse. Her små kasser inde mellem bøgerne, hvor der kan skiftes “scene”. Og et lukket rum (en hule), hvor der skal være overraskelser.