Rum med ånd
Steder skal have ånd og sjæl for, at vi knytter os til dem. Kropsligt, mentalt og følelsesmæssigt.
Mange af os tilbringer 90 % af vores tid indendørs, – en stor del er arbejdstid.
Vi bliver fortrolige med nogle rum, ikke med andre.
Bevidst eller ubevidst sanser vi, hvordan vi har det i de rum, hvor vi bor og arbejder.
Vi forholder os til, om der er smukt eller grimt, rodet eller ordentligt, stemningsfuldt eller intetsigende – vi spejler os selv i de fysiske rum.
Nogle rum synes født med sjæl og ånd.
Vi genkender os selv i dem fra første øjeblik. Ikke blot med blikket, men med vores samlede sansefornemmelse ved vi bare, at rummet eller stedet siger os noget. På sigt kan blive til et sted, som vi vil holde af. Eller rum, hvor vi måske allerede føler os hjemme.
Hvor vi kan udfolde os og være os selv.
Eller hvor vi undrer os og får en helt særlig følelsesmæssigt berigende oplevelse. Som i det røde slot Alhambra, der med sin udsmykningsmangfoldighed, vandhaver og elegance, kan betegnes som “sublim arkitektur”, der berører de fleste mennesker.
En modsætning til de rumligheder, vi oplever som ligegyldige eller ligefrem frastødende.
Professor Christian Norberg-Schulz bruger ordet ’steds-tab’, som betyder at vi har mistet evnen til at se og lytte til omgivelserne, mærke stedets ånd. Det kan vi jo ikke der, hvor stedet og rummet slet ikke har nogen ånd.
Er intetsigende.
Vi må indrette og dekorere de sjælløse rum med farver, artefakter, billeder og figurer, – ellers siger de os ikke noget. Vi skal have et forhold til omgivelserne for ikke at føle os rodløse og fremmedgjorte.
Vi har brug for at knytte os til verden og steder. Være forbundet, ikke bare til hinanden, men også til naturen, steder og de rum, hvor vi tilbringer rigtig meget af vores tid.
For at vi kan forankre os i livet, derhjemme og på arbejdet, må de rum, som vi færdes i, bevæge os med ‘noget mere’ end blot at tilgodese praktiske funktioner.
Indretningen kan tilføre ånd, stemning og meningsfuldhed til rum med:
1. Stoflighed (overfladers og materialers strukturer, mønstre, rytmer, taktilitet)
2. Farver (kulørstyrke, nuancer, samspil i farvesammenstillinger på møbler, vægge, gulve, mønstre mm)
3. Lys (herunder mørke, skygge og dunkelhed, farvegengivelse, samspil med stoflighed, som reflektion og spejling)
4. Volumen (måden hvorpå møbler og ting i forskellig størrelse og form sammenstilles, mellemrum)
5. Udsmykning (kunstneriske udtryk)
Rummets volumen og rummets egen-karakter kan ikke adskilles. Det er rummets udstrækning og form, huller med dagslys og det, vi kan se fra vinduerne udenfor rummet. Overfladernes strukturer og farver, materialerne, rummets lyde og lugte. Hvordan vi ankommer til rummet og forlader det igen, designet af døre, paneler og rytmer.
Det, som vi kan kalde rummets iboende stemning, – det tomme rum, som vi sanser det, før vi møblerer, maler, belyser, lægger tæpper ud og pynter.
De sjælfulde rum taler til os med skønhed, poesi, harmoni eller kunstneriske detaljer, der giver et særpræg. Det er rum, der tiltaler os, imponerer os, rører ved os.
Eller de giver os ro eller inspiration.
Det er blandt andet derfor, vi rejser til de gamle kulturer i Sydeuropa eller eksotiske hytter på stranden i Østen.
Der spejler vi os selv i håndværket, noget mennesker har lavet, uanset om det er detaljerede guldaldermalerier udført henover årtier af store kunstnere, krummelyrer i udskårne bladgulds-beklædte træpaneler på slotte. Eller vi betages af simple konstruktioner bundet sammen af reb.
Vi rører ved lerkrukker, formet af en andens hænder.
Føler på det glatte og florlette bemalede silketørklæde, som vi bringer med hjem og kaster over sofaryggen, – for at holde fast i noget som livet er i.
Det er evident, at omgivelserne påvirker os. De er med til at skabe vores identitet. Taler til os. Ligesom vi indretter for at give identitet til omgivelserne.
Så vi føler, at vi bliver rodfæstet – og er her.
Hører til.
Selv i lejligheder stablet ovenpå hinanden i de mest intetsigende satellitbyer, kan vi heldigvis tilføre ånd og sjæl i måden vi indretter os på. Personliggøre hvert rum med møbler, farver, lys, kunst og skæve finurligheder, der spejler noget inde i os.
Vi skal jo bo og udnytte de huse, der allerede er bygget, uanset hvor sjælløse de måtte forekomme. Spare på areal til naturen.
Vi kan måske netop bringe naturen ind med træer og planter, hente sten og væltede træstammer, tapetsere vægge med store fototapeter med udsigt til blomsterenge og gå på markeder for at finde antikviteter, der indeholder historier om, hvor vi kom fra.
Vi kan dekorere med malerier, vi selv har lavet eller arrangere tableauer, hvor sammenstillingen er en slags alter, vi ærer, fordi vi synes det er smukt eller meningsfuldt.
Der synes ikke at være nogen ende på, hvad vi kan – men skal vi?
Der ligger noget både i omhuen og i ydmygheden, som vi længes efter.
Vi har længe stræbt efter frihed, i den vildfarelse at uafhængighed fører til lykke. Vi vil være fri fra noget og fri til noget for os selv eller sammen med udvalgte andre.
Nu er det gået op for os, at vi er forbundne. At der kun er én klode, som vi ikke engang forlader, når vi dør. Vi indgår bare i kredsløbet.
Det hele indgår – enten ved at holde meget længe eller at opløses hurtigt.
Dermed ser vi også vores egen dødelighed i øjnene, forstår at hver af os er her ganske kort og måske er menneskeheden det også.
Hvert minut bliver kostbart og hver ting, vi omgiver os med, skal have en værdi, der rækker ud over os selv til de næste generationer. Eller kan pilles fra hinanden og genanvendes i andre produkter.
Hvornår har et sted værdi for os? Hvad vil det sige, at det har ånd og sjæl?
Det handler om sanselighed, stemning og væren. Også om den ånd vi samles om inde i de rum, vi indretter til en kultur, et fællesskab, en ånd.
Når livet leves, siger vi, at livet ‘finder sted’.
Et rum eller sted har ånd, når det berører os i sit udtryk eller stemning. Det har sjæl, når vi tillægger rummet og stemningen en mening, historie, skønhed, betydning, personlighed, som ligger udover at opfylde fysiske og praktiske behov. Har en sjæl, der spejler vores sjæl.
Vi passer godt på ting, rum og steder med ånd og sjæl.
Når indretningen er æstetisk, sanselig og stemningsfuld, fordi vi er omhyggelige i, hvordan vi sætter ting sammen, udvælger hver detalje og får det til at spille smukt sammen med rummets iboende sjæl.
Inspirationen til at indrette rum med sjæl og ånd, kan vi eksempelvis hente i naturen eller kunst, poesi, arkitektur og situationer, hvor vi blev særlig bevæget.
Fra den åndeløse storslåethed i Alperne eller ved Vesterhavet – eller fra små detaljer af noget der gror, eller lysfænomener og farvespil i skoven og ved havet. Eller det kan være sublime kunstværker der hensætter os i en dybt rørende undren, betagelse eller forbundethed.
Eller det kan være små forfaldne landsbyer, der synes at bringe os tilbage til en essens af historie, meningsfuldhed og nærhed. Eller en aften sammen omkring et bål ved stranden.
Sjælfulde rum kan næsten synes at være fænomener indrettet fra hjertet.
Ordet fænomenologi kommer både af det græske ord phai’nomenon, som betyder ’det som viser sig’ og logos, der betyder ’lære’.
Fænomenologi er altså læren om det, der viser sig for ens bevidsthed.
Læren om fænomenerne eller læren om tingene.
Ting, som vi sammenstiller i vores rum, så vi oplever dem som nye fænomener.
Foredrag: ‘Indretning er en måde at tænke på’