Når jeg spørger mine kunder om, hvad målet skal være med indretningen, er svarene selvfølgelig forskellige. Det er dog populært for tiden at svare: ”Det skal i hvert fald være fleksibelt” – og kunderne forestiller sig allerede, at alle møbler er på hjul, så de kan rulles rundt overalt. At møblerne kan klappes ud og ind og foldes og mindskes og pustes op, og ligefrem ændres til en helt anden slags møbel.

Det kan jo tit være en fordel, at man nemt kan rulle møblerne til side, når man har brug for gulvplads, hvor der lejlighedsvist skal foregå noget andet. Danses for eksempel.
Stole, der let kan stables og sammenkobles, er en stor fordel i forsamlingsrum, konference- og undervisningslokaler. Det er også et must, at man kan hæve og sænke arbejdsbordet op og ned, så man let kan skifte arbejdsstilling fra sidde til stå – og at arbejdsstolen kan rulles frem og tilbage.

I 1960erne var det en overgang smart med senge, der kunne klappes ned fra en skabsvæg og lignende fast-fleksibelt inventar til små lejligheder.
Væghængte småborde er praktiske på minimale altaner og snævre køkkener, ligesom klapstole til ekstra siddepladser, der kun skal bruges de få gange, hvor der kommer mange gæster.

Herunder ses nogle stationære “tallerkenrækker” i et gangareal på Tørring Bibliotek. Hylderne kan ikke ændres eller flyttes, og derfor kan biblioteksmedarbejderne koncentrere sig om indholdet: hvad der skal udstilles, – og ikke om hvor hylderne skal være:

Spørger jeg til, hvorfor møblerne skal være på hjul, er svaret ofte, at `så kan vi jo alt`. Uden tanke på, at man på den måde måske udskyder beslutningen om, præcist hvordan indretningen skal bruges.
ALT er nemlig meget svært. Det kræver, at man hele tiden skal tage stilling til, hvor møblerne skal rulles hen. Det kan der gå mange diskussioner med, hvis man er flere om at bestemme. Især om hvem, der har ansvaret, og hvor møblerne skal ”bo”, når de ikke skal rulles.

Et møbel på hjul kan jo flyttes blot 2 cm, en meter eller mange meter, og stilles 35, 45, 60 eller andre grader på skrå.
Hvornår ved vi, hvornår møblerne står helt rigtigt i hver af de opstillinger, der er mulige? På hvilke måder ser møbleringen pænest ud, og hvornår fungerer en opstilling bedst? Hvornår sikrer møbleringen, at vi nemt bevæger os i de rigtige retninger, og at vi kan overskue, hvad vi skal foretage os? Hvornår er afstanden mellem møblerne den rigtige? Hvornår skal møblerne placeres parvis, i rytmer, i rækker eller spredes tilfældigt?
Hvornår skal de stå tæt sammen i grupper, hvornår skal der kun rulles rundt med 2 møbler og andre gange med mange? Må de lave møbler rulles ind blandt de høje, eller er der regler for, hvordan møblerne rulles? For ikke at snakke om, at det er meget svært at stille møbler på hjul i nøjagtige snorlige rækker, hvis det er hvad man foretrækker.

Jeg har en mistanke om, at valget af ville kunne ALT og forestillingen om, at det er lig med møbler-på-hjul, handler om, at `så er vi fri for at tage stilling lige nu`. Eller i hvert fald, at vi tror, at vi ikke behøver at vælge noget fra.
I virkeligheden er ALT nemlig alligevel ikke muligt. Mængden af møbler og rummets størrelse og udstrækning afgrænser for eksempel mulighederne for, hvor meget plads der er til at rulle.

Inden man vælger møbler på hjul, er det derfor en god ide at gennemtænke en række scenarier for, hvad der helt præcist skal foregå i rummet. Det er nemlig ligeså vigtigt også at vælge, hvad man IKKE skal kunne, så opstillingerne hindrer uønskede handlinger. Ud fra scenarierne kan man udarbejde et antal møbleringsplaner for, hvordan møblerne skal stå for at understøtte hvert enkelt scenarie. Her inkludere, hvor de møbler, der ikke er i brug, står placeret. Dermed vælger man ikke ALT, men en række helt bestemte optimale opstillinger, – og man har sorteret dem fra, som ikke fungerer, som man måske alligevel ikke skal bruge eller som fremstår rodede og giver forvirring.

Det bliver meget nemmere at beslutte, hvornår opstilling 3, 4 eller 12 skal anvendes og til hvad. Man har en plan at følge, æstetikken kan sikres på forhånd og man slipper for diskussioner og at opfinde verden på ny, hver gang noget skal flyttes.
Fleksibilitet i indretningen handler altså om, at man skal have mulighed for at kunne foretage sig en række af forskellige præcise ting.
Ud fra møbleringsplaner med scenarier kan man også se, hvilke sidegevinster af funktioner, som hver opstilling giver mulighed for – og som man måske ikke havde forudset.

I mange tilfælde kan det være bedre at se `fleksibilitet i indretningen` som netop det, at indretningen kan anvendes på flere måder, men ikke som møbler-på-hjul. En simpel bænk uden ryglæn kan f.eks. give mulighed for, at man sidder både den ene og anden vej og overskrævs, ligesom den også kan bruges som sofabord og udstillingsmøbel. Bænken er et ”generelt” møbel, ligesom et spisebord, der både kan bruges til lektielæsning, kortspil, møder, klippe-julepynt, sidde med computer, pakkebord, læse avis og meget mere – udover at vi kan sidde og spise ved bordet. Anvendelsen kan hurtigt ændres, men vi behøver ikke oveni hatten at tage stilling til, hvor bordet skal stå.

En fleksibel indretning kan sagtens være med en fast opstilling, hvor æstetikken og det visuelle samspil mellem møblerne er sikret, og hvor det er enten indholdet, der ændres (at spise, at spille, at læse, at udstille) – eller det er mennesker, der flytter rundt fra en gruppe møbler til en anden efter behov.

Generelle møbler er så enkle i designet, at de netop kan anvendes til flere ting. De har højder, der nogenlunde svarer til menneskers mål – der hvor vi bukker i leddene: en cirka ankel-, knæ-, hofte- øjen- og brysthøjde. De har bredder, der passer til at numsen, en A4-blok, en bærbar eller kop kaffe kan være der. De har dybder, der også svarer til at vi kan sætte noget fra os, opbevare noget, sidde eller ligge ned.
Vandrette flader kan være podier, brikse, bænke og bordei forskellige højder, der passer til, at vi er liggende, lavt siddende, højt siddende, stående osv.

Et podie, der i højde nogenlunde svarer til højden på et trin, kan blive en scene eller udstillingsplads. Når den er tom bliver den ofte lynhurtigt brugt som siddemøbel rundt i kanten, selvom man sidder lidt lavt med bøjede knæ. Vi kender det fra naturen eller i parker og på pladser, hvor vi heller ikke flytter rundt på store sten, væltede træstammer eller betonbænke, men anvender de forskellige højder til at sidde, ligge og stå ved – der, hvor de nu en gang er placeret.

På mange caféer er møblerne heller ikke på hjul, men indrettet med forskellige møbelgrupper á la lounge, hvor man enten kan sidde tilbagelænet og halvt liggende, opretsiddende eller ved en bar på en høj stol. Man kan ikke foretage sig ALT på en café, men der er en variation og en række valgmuligheder for, hvordan man kan nyde opholdet.

Er møbleringen stationær kan belysningen tilpasses forskellige grupperinger af møbler, så de fremstår med hver sin atmosfære. Der kan være mere dunkle områder i de overgange, hvor vi bevæger os fra en møbelgruppe til en anden.

Er alle møbler på hjul er det bedst med en ensartet belysning: lige meget og rigeligt lys overalt. For alligevel at tilgodese en vis hygge, skal lyset kunne dæmpes til forskellige styrker. Eller belysningen kan være spots på skinner, så belyste områder kan varieres. Belysningen er dermed også fleksibel og ”flytbar”. Risikoen er, at man glemmer at tilrette belysningen, hver gang man flytter møblerne.

Vælger man en stationær indretning kan man arrangere møbelgrupper, der adskiller sig fra hinanden i farver, overflader og design, og hvor hver gruppe kan tilføres særlige billeder, planter, tæpper og kunst. Man kan lave hyggelige og hjemlige møbelgrupper, der adskiller sig fra andre grupper, der fremstår mere formelle, offentlige eller minimalistiske.

Er alle møbler på hjul, er det bedre at vælge et ensartet inventar-design med en gennemgående farverække og materialer for at sikre, at alting passer sammen, uanset hvor det står placeret. Elementer, der skal tilføre atmosfære af varme og personlighed, skal afgrænses til udsmykning og farvesætning af vægge, gulve og lofter på en måde, der tilgodeser, at vi ikke ved hvor møblerne skal stå.

Fleksibilitet er ikke helt det samme som mobilitet, der i ordbogen bekrives som bevægelighed og bevægelsesfrihed.
Fleksibilitet (latin: flexibilitas) beskrives som tilpasningsmulighed, bøjelighed, smidighed, som det modsatte af rigiditet – noget stivnet.
Begrebet bruges for tiden især om arbejdslivet: vi vil selv have indflydelse på, hvordan vi arbejder og hvornår, evt. hjemmefra, i kantinen, i enmandskontorer eller i større sociale sammenhænge. Humlen er, at vi hele tiden skal vælge til og fra og aftale: hvornår er du på arbejde, så vi kan mødes/hvordan laver du dine lister/administrerer dine mails og lign. Det afspejler en individualisering: alle vil gøre, hvad de hver især har lyst til uden bindinger. En holdning, der også præger, hvordan vi indretter os derhjemme, i institutioner og på arbejdspladser. Omgivelser, hvor alt inventar er mobilt, synes at afspejle tidens rastløshed og en trang til stadig forandring og fornyelse.

Hvor fleksibilitet i arbejdslivet kan have omkostninger som flygtighed, fravær af stabile relationer og stress, fordi vi hele tiden bare kan vælge om – kan konsekvensen i indretninger være rod og mangel på hyggelige og vedkommende omgivelser, hvor vi trives.

Lean handler om at effektivisere arbejdsgange og om redskaber, der gør arbejdet nemmere og enklere. Det kan synes som det modsatte af fleksibilitet, fordi det indebærer `regler` for, hvordan noget skal foregå. Når alle kender reglerne og redskaberne, er det nemmere for andre at udfylde en tom plads, hvis der er sygdom. Ligesom vi ikke behøver at bruge tid på at finde ud af, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, men kan lægge energien i at udføre det optimalt.
På samme måde kan rum indrettet med inventar med faste og nøje udvalgte placeringer effektivisere og optimere, hvad vi vil foretage os og ikke foretage os i hvert rum, ligesom stemning og atmosfære i indretningen kan varieres fra en møbelgruppe til en anden.
Mobile møbler kan supplere de fast placerede og skal anvendes der, hvor de virkelig gør gavn.

Det er vigtigt at have et mål for, hvor og hvornår man vil have fleksibilitet, mobilitet og stabilitet i indretningen: hvad der bedst muligt effektiviserer det, vi skal kunne.