STED
Atmosfære betyder blandt andet ”luften” et bestemt sted, i et bestemt rum. I denne betydning bruges begrebet om den stemning, der kan være et givent sted eller som omgiver os. I et rum, på en plads, i en by, i en møbleringszone eller til en bestemt begivenhed.
Der er altså ikke kun tale om en rent subjektiv følelsestilstand, men noget man møder delvist objektivt.

Netop denne ”tågethed” er formentlig baggrunden for, at man kalder et rums stemning for atmosfære, – et æstetisk begreb i naturoplevelser, musik, kunst, arkitektur og indretning.

Den rumlige stemning fremstår ved et rums materialer, overfladestrukturer, lys/mørke, former, farver og møblering. Det handler dermed ikke om en bestemt stil, men hvordan sammensætningen af mange enkeltdele i et rums iboende karakter påvirker menneskers sanser: synet, lugtesansen, følesansen, høresansen, retningssansen og endda smagssansen.
En stemning et bestemt sted kan ikke tænkes, men kun sanses, mærkes og påvirker både krop og sind.

Omgivelsers stemning skal helst være med til at sikre medarbejdernes tilknytning til arbejdspladsen. Under covid19-nedlukningerne blev vi gode til at arbejde hjemmefra, bruge teams og zoom til møder og dialoger. Mange medarbejdere følte, at det var frit, rart og gav ro til koncentration, mens andre oplevede et stærkt savn efter kollegaers fysiske nærvær og den uformelle smalltalk.
De savnede stemningen i medarbejderkulturen.

Flere arbejdspladser ser efter covid19 muligheden for at spare kvadratmetre til medarbejderpladser og at medarbejderes individuelle behov for at arbejde hjemmefra kontra at være fysisk på arbejde sagtens kan løses ved en mere fleksibel on/off-organisering, ovenikøbet med mere effektivitet til følge.

Udfordringen er, hvordan medarbejdere føler tilknytning til arbejdspladsen, opretholder og udvikler medarbejderkulturer, hvis de ikke er der.

“Arbejdsrummet er imidlertid ikke bare noget, vi i løbet af dagen fylder ud. Arbejdsrummet svarer igen via sit design og den måde, det er indrettet på.
Det er i arbejdsrummet, vi er kreative, fordyber os, brainstormer og præsenterer afslutningen på store opgaver for en kunde, ligesom det er i arbejdsrummet, vi har vores arbejdsfællesskab”
cit.: Gitte Andersen

SIND
En stemning er en beskrivelse af den sindstilstand, der præger vores individuelle humør eller en gruppe mennesker på et bestemt tidspunkt eller til en bestemt begivenhed og som fremtræder som et rums generelle atmosfære.
Sindet kan være stemt i tristhed til en begravelse, men er ikke en decideret følelse.
Der kan herske en gennemgående positiv eller negativ stemning i en medarbejderkultur på en arbejdsplads, i en skoleklasse, ligesom den ophøjede stemning i et stort kirkerum er forskellig fra stemningen på McDonald’s.

I psykologi er en stemning en affektiv tilstand. I modsætning til følelser er stemninger mindre specifikke, mindre intense og mindre tilbøjelige til at blive provokeret af en bestemt stimulus eller begivenhed.
Vi bærer en sørgmodig stemning fra en trist drøm med os på arbejde.

Når stemningen er trykket skyldes det en overført påvirkning eller et pres, der føles psykisk belastende eller virker begrænsende på en person, en gruppe, en befolkningsgruppe, en nation eller lign. Da covid19 bredte sig i 2020 og alle verdens lande måtte lukke ned med restriktioner, var stemningen generelt trykket med følelser som frygt, angst, sorg, håbløshed og lign i befolkninger overalt på kloden.

Spejlneuroner sørger automatisk for, at vi konstant spejler os i hinanden: hvordan er humøret, stemningen, skal vi flygte, holde os på afstand eller kan vi åbne os for den anden og de andre?

Vi aflæser automatisk andres kropsudtryk og positur for at sikre os, at vi kan føle os trygge og vide, hvordan det er smartest at agere. Allerede fra fødslen spejler baby sig i mors udtryk og prøver at efterligne hendes ansigtsmimik. Det autonome nervesystem sørger for, at vi vedvarende afkoder mikro-udtryk hos andre mennesker.
Med de små nerver og muskler i ansigtet efterligner vi automatisk andres mimik, så vi bedre inde i os selv kan mærke deres stemthed og humør.

Vi siger, at vi vejrer stemningen, både når vi vil mærke om stemningen i en gruppe mennesker er behagelig, og når vi har brug for at afkode et rums stemning: kan vi lide at være der? Gør rummets stemning os vel tilpas?

Eksempler på indre stemningsfornemmelser: rolig, urolig, nysgerrig, nervøs, fredfyldt, munter, usikker, forvirret, livlig, opløftet, aggressiv, tungsindig, rastløs, apatisk, energifyldt, sårbar, sprudlende, spændt, tryg, afslappet, åben, lukket, afslappet, stiv, legesyg, trist, trykket, let, fornøjet, glad.

TILKNYTNING
Et rums stemning artikulerer vores oplevelse af væren-i-verden og styrker vores virkelighedsfornemmelse og selv: “Jeg er her i rummet”. Her! Hjemme, på arbejde, et bestemt sted, i livet.

Altså en nærværsfølelse og sammensmeltning med rummets atmosfære: “jeg er inde i rummets atmosfære, del af den, interagerer med den” – rummets stemning er et spejl.
Derfor er der jo ikke noget at sige til, at stringente, nøgterne, sansefattige arbejdsrum er med til at fremelske oplevelsen af fremmedgjorthed, adskillelse, stress og nedtrykthed.

I rum med intetsigende stemning er vi tilbøjelige til at lukke af, adskille os, med det resultat, at vi ikke længere er fuldt tilstede.
En lang arbejdsdag uden stedsligt nærvær er et tab: “jeg var der ikke, jeg har ikke levet”. Lukketheden medfører også, at vi ikke er i stand til at forbinde os med andre mennesker – vi kan ikke være åbne og lukkede på samme tid.

Stemningen i et rum er rummets “ånd”. Eller sjæl om man vil. Noget ikke-fysisk-målbart frembragt netop af det fysiske i rummet: rummets egen-karakter tilsat farver, lys/mørke, overfladestrukturer, rytmer og møblering. Det er ikke bestemte materialer, møbler eller overflader, der frembringer stemningen. Stemningen fremstår af helheden med alle detaljer i rummet, og hvordan de er sammensat og organiseret.

En stemning opleves kropsligt og sanseligt. Oplevelsen er før-sproglig. Vi kan først beskrive den verbalt, når vi er bevidste om, hvordan vi oplever stemningen i et rum: Stivner kroppen? Hvor i kroppen mærker jeg det? Kryber jeg sammen, bevæger jeg mig dansende, afslappet eller tvungent? Føler jeg kulde eller varme? Hvilke følelser fremkalder kropsfornemmelsen? Hvad vil jeg kalde den? Hvordan forbinder jeg mig kropsligt og følelsesmæssigt med rummet?

Ethvert fysisk rum bringer os med sin stemning tilbage til bevidstheden om at være i og mærke verden. Det er med kroppen, vi mærker, at vi er inde i klodens atmosfære, står på jorden, er inde i en skov, i en by, i stuen.

”The dancer has his ears in his toes”
Cit.: Friedrich Nietzche

Den første sans fosteret udvikler er følesansen. Alle øvrige sanser udvikles i tilknytning til den. Det, vi ser, vækker tidlige minder om, hvordan noget føltes kropsligt. Vi ser noget, som kroppen husker og mærker.

Vi sanser rum og atmosfære kropsligt, når noget, vi ser, vækker helt tidlige minder og erfaringer om den fysiske verden. Når vi berører overfladers karakterer, fasthed, fremspring, modstand og konsistens med hænderne – og mærker størrelser, mellemrum, afstande og 3-dimensionelle former, mens vi bevæger kroppen gennem et rum.

De sidste 30 års udvikling af en ”billede-verden” har påvirket, hvordan vi bygger og indretter rum: vi oplever det rumlige som noget 2-dimensionelt fladt.
Synssansen distancerer os fra verden, følesansen bringer os ind i den med nærhed, intimitet, sensualitet, kærtegn og materie. Vi berører fysisk med hænder og krop og bliver berørt i sindet.

Når vi ser noget, som vi aldrig tidligere har oplevet, bruger vi vores forestillingsevne, som stadig udelukkende bygger på de kropslige erfaringer vi har. Særlige stemninger i rum og i naturen forener det nære og det fjerne, det sansede og det forestillede, fortid og nutid smelter sammen. Nye kropslige erfaringer øger vores evne til nærhed, tilknytning og vores ”sansefornemmelses-ordforråd”.

Tilknytning handler om at røre ved og at blive berørt. At tillade kroppen at mærke og fornemme.Oplevelsen af et rums stemning indebærer nærhed, intimitet, ægthed og bevidstheden af, at vi bliver berørt. Hvordan afhænger af stemningens karakter og vores evne til at sanse.

Nutidens industrielt samle-sæt-byggede-rum og indretninger med fortrinsvist industrielle masseproducerede produkter synes at hindre en følelsesmæssig involvering i at give sig hen til rummets stemning.
Vi ser rum og produkter, men vi lader os ikke forføre.
Vi hører ikke rummets klang, vi føler ikke på overflader og samlinger, vi mærker ikke rummets volumen i forhold til vores egen kropsstørrelse.

LYD LYS LUGT
Synet isolerer og distancerer verden væk fra os. Lyd integrerer og modtager. Synet kræver noget ydre at fokusere på. Lyd skaber en indre oplevelse.
Jeg betragter et objekt udenfor mig, mens lyd kommer til mig.
Øjet rækker ud, øret tager imod. Rum reagerer ikke på, at vi ser rundt i dem. Men de returnerer vores lyde: skridt, tale, sang, hvisken, banken, råben mm.

Ethvert rum har sin egen karakteristiske lyd af ensomhed eller storhed, invitation eller afvisning, venlighed eller fjendtlighed. Vi opfatter et rum både efter dets klang og ekko, såvel som hvordan rummet ser ud. Lydoplevelsen efterlades i os som en ubevidst baggrundsoplevelse. Lyd kan give os fornemmelse af kosmos, som i den fyldige lyd af stilhed i ørkenen på Anholt.

Synet gør os til den ensomme betragter, – mens det, vi hører, skaber en fornemmelse af forbundethed med verden. Lyden på en brolagt gade af vores skridt og ekkoet tilbage fra de omgivende mure bringer os i direkte interaktion med omgivelserne.

Den mest essentielle lydoplevelse i rum er stilhed. Tyngden i stenvægge fra fortidens storhed i ægyptiske templer og romerske katedraler indeholder en tyk hvilende stilhed, hvor det er som om skridt og tale fra den tids mennesker kun lige er døet ud.
I stilheden synes vi at høre ekkoet af fortiden, der er båret af stemningen fra materialer, stoflighed og rum. Vi hører tid og sted. I nutidens modul-byggeri i beton, med lyddæmpende lofter og gipsvægge er stilheden en anden. Historieløs og vægtløs. Nærmere en tomhed, der kan fremkalde ensomhed.

I nutidens rum er ekkoer absorberet og censureret væk. Musik i supermarkeder overspiller grundlyden af mange mennesker på indkøb i modsætning til sydeuropæiske markeder med råb, sved, duft af nybagt brød, fisk, krydderier og hjemmelavede oste. Mange af os hører musik via telefonen, mens vi går på gaden og løber i skoven.
Vores ører er blevet blinde.

Det mest insisterende minde om et rum er lugten. Lugten af hjem, lugten af værksted, lugten af linolie fra linoleumsgulve, lugten af træ og røg fra brændeovnen i sommerhuset, lugten af mad i opgangen, lugten af hø og stald.
I flere nybyggede højhuse kan vinduerne ikke åbnes. Genanvendingsanlæg sørger for automatisk luftskifte, der fjerner lugten af sved, fugt, madpakker, våde regnfrakker og uldtrøjer.
Her er rum, hvor vi ikke kan dufte forårsblomster og visne efterårsblade udenfor, den salte vind fra havet, nybagt brød fra bageren i huset ved siden af, nyslået græs og benzin-os fra en knallert. Vi er lukket inde fra livet i lugtløse sterile rum.

Dybe skygger og halvmørke i et rum som kontrast til lyset, skærper synet og gør rummets dybde og distance tvetydig og inviterer det ubevidste bagvedliggende syn og vores taktile fantasy til at komme frem.
Flere biblioteker har hyggelige dunkle hjørner til fordybelse.

ARBEJDETS RUM
Man kan beskrive atmosfæren i et rum som tynd, tæt, fyldig, varm, hyggelig, frastødende, omfavnende, kølig, hjemlig, livlig, beroligende, lys, mørk, eller dunkel tusmørkeagtig osv.

I store kontorlandskaber med glasfacader ophæves fornemmelsen af inde og ude, åben og lukket, privat og offentlig, lys og skygge. Glasfacaden er ikke et vindue, nærmere en mangel på væg. Glasset er tonet, så vi ser ikke farverne udenfor, som de er. Der er ingen særlig rum-stemning, det er som at være ingen steder. Frit flyvende.

Umenneskeligheden i flere af nutidens byggede rum, huse og byer er et udtryk for et par århundreder med en meget stærk tendens til at ville kontrollere, dominere, fiksere, organisere og adskille det ene fra det andet.
Konsekvensen af at negligere krop og sanser i indretningen af de rum, vi skal leve i, bringer ubalance i vores sansesystem. Nutidens teknologiske verdens omgivelser fremmer oplevelse af fremmedgørelse, adskillelse og ensomhed. Det er tankevækkende, at de mest fremmedgørende og stemningsløse rum også er de mest teknologiske som lufthavne og hospitaler.

I løbet af det seneste århundredes acceleration synes tid og rum at være kollapset ind til en flad skærm, hvorpå alting bliver projiceret. Efterhånden som tid mister sin varighed og ekko i den fjerne fortid, mister mennesker også fornemmelsen af ‘selv’ som et historisk væsen: forankret på skuldrene af det, der var og dem, der var før os.
Vi har brug for rum med stemninger af langsomhed, rum der kræver langsom afkodning.

”Hvor ”tynd” må en atmosfære være?”
cit.: Professor og forskningschef Thomas Bo Jensen, AAA

Overflader på vægge, lofter, gulve og inventar må variere i struktur, der appellerer til berøring med hænderne og er med til at give stemningen fyldighed og diversitet: bløde, ru, nubrede, matte, mønstrede, halvtransparente, faste, lette, sprøde, flagrende, uldne, glatte osv. Variation i arbejdsrummets indretning med håndlavede ting, naturmaterialer, tekstiler, farver og differenceret lys/mørke er med til at fremme stemninger af nærhed og taktile kvaliteter.

Huse er bygget til menneskekroppen. Kroppen ved og husker størrelser, fornemmelser og erfaringer med rum nedarvet i generne fra forhistorisk tid. Kroppen ved, om et rum er huleagtigt intimt, socialt inviterende, uformelt, imponerende stort, beskyttende hjemligt, beroligende fredfyldt eller frastødende intetsigende. Jæger, samler og bonde er nedarvet i kroppen uanset hvilke behov, vi vil tilfredsstille i rum for nutidens byboere.

Tyngde bliver målt af fodsålerne. Vi mærker massefylde og tekstur.
Står vi med bare fødder på en solopvarmet sandstrand, kan vi næsten mærke jordens langsomme åndedræt. Går vi tur i en skov af gamle graner, gynger vi på grannåle-gulvet, et tykt blødt tæppe, der dæmper alle lyde.
Vi er konstant i kropslig dialog med omgivelserne.

Et rum præsenterer sin ‘aura’ og vi projicerer vores egne emotioner ind i den: rummet har ikke bare en trist atmosfære – vi kan opleve at rummet ligefrem sørger, fordi rummets tristhed lokker vores egen sørgmodighed frem.
Vi har brug for at leve og arbejde i rum med livgivende, berigende, inspirerende, levende og særlige stemninger, så vi vokser og trives.