Gul er den lyseste og klareste af alle farver i farvespektret – både som lysfarve og pigmentfarve.
En opløftende farve – strålende og munter.
Derfor er det ikke underligt, at gul er den fornemste af alle farver i Kina og i perioder var forbeholdt kejseren.

I Østen er den forbundet med yang og står for universets centrum. I Mayakulturen er gul symbolet for verdenshjørnet syd, i Islam symboliserer den gule farve visdom.
I buddhismen er den safrangule på munkenes klædedragt en hellig farve.
Solguden Apollons farve er gul. Gul er også pavens farve.

Den varme korn-gule er forbundet med høst og modning: når høsten er i hus, er vinteren sikret og vi får fred i sjælen.

Det var ikke før begyndelsen af det nittende århundrede, hvor man kunne fabriksfremstille en kromgul, at man kunne udsmykke og male med den rene klare citron-gule nuance.
Klar gul var en empire-farve, særligt iøjnefaldende kom den til at symbolisere velstand, guld og kulturel forfinethed. Arkitekten Sir John Soane kombinerede den klare gule med en varm rød, en dæmpet grøngul og sort i sine nyklassicistiske indretninger – en elegant, varm og på sin vis rolig farvekombination.

Johann Wolfgang von Goethe beskrev gul som farven nærmest lyset, blå som farven nærmest mørket. Blander man blå og gul i maling, får man farven grøn: ’den jordiske farve’ ifølge Goethe.
Fortætter man derimod gul med mere og mere gul, stiger farven til orange – så rød – så purpur.
Fortætter man blå med mere og mere blå, stiger farven til blåviolet – så rødviolet – så purpur. Altså stiger blå og gul begge ved fortætning til den samme farve.
Purpur er i Goethes terminologi den himmelske farve, polariteten til den jordiske grønne.

”Denne varmende effekt kan man opleve på en meget levende måde, når man, især på en grå vinterdag, betragter et landskab gennem et gult glas. Øjet glædes, hjertet udvides, man frydes og glædes over al den umiddelbare varme, der strømmer en i møde” – Johann Wolfgang von Goethe (Lone Schmidt: ’Farven og Lyset’)

Gul har ingen dybde. Farven synes lige gul, om vi ser den tæt på eller på afstand. Gul fokuseres af linsen direkte på nethinden bagest i øjet og er derfor den grundfarve, vi ser klarest.

”Eftermiddagslyset i den højloftede vestvendte stue er livligt og varmt på grund af de kadmium-gule vægge. De ternede hynder i rosa, støvet olivengrøn og citrongul på shakerstolene omkring det gamle rosentræsbord og de gyldne stribede gardiner med små karminrøde blomster, der blødt falder helt til gulvet, synes at tilføre rummet en stemning af sommer. Hun kalder det da også for sommer-stuen”

Blander man gul med bare et stænk af sort, forvandles farven til grønlig. Blandes den med hvid, bliver den derimod beige-agtig cremet. Der synes kun at eksistere én eneste ren gul. Maler man gul på en grov struktur, kaster strukturen små bitter skygger på farven og vi ser farven mere grønlig-beskidt, som havde vi blandet sort i farven.

Skarpe gule og gulgrønne farver, som de tidlige sennepsblomster, citroner og lime, har en skarphed som forårs-friskhed, der sammen med hvid passer perfekt til værelser med meget dagslys. Det er som at tænde for solen på alle årstider.

”Få afvigelser kan ændre en farves psykiske virkning afgørende. En ren gul med et spor af sort giver sennepsgul eller oliven, begge toner, der næppe har noget at gøre med den oprindelige farves karakter. Det friske strålende gule bliver vendt til det mudrede, stumpe” – Verner Panton.

Omkring år 1700 introduceredes den gule farve på pudsede huse i Sverige og i løbet af 1700-tallet begyndte man også at male træhuse gule for at imitere de gule stenhuse. Man ville forsøge at efterligne sydens gyldne farver.
I ældre tid brugte man okker og jernvitriol for at få den gule farve frem i kalk- og linoliemaling.
Farverne fremstod dermed med en vis rødlighed, med okker ligger kuløren omkring NCS Y25R, med jernvitriol ligger kuløren omkring NCS Y35R – kulører vi ofte betegner som ”svensk gule”.
Med plastmaling kan man fremstille alle kulører af gul. Derfor kom flere huse til at fremstå mere kulørstærke end før i tiden.

”Skagen-gul” er en kendt gul kulør for facader i Danmark. Kuløren kan variere afhængig af, hvilket produkt, man vælger og type af maling. Som upræcis vejledning kan man sige, at Skagengul nogenlunde svarer til NCS 1035-Y30R. Dvs. fremstår med en kulør blandet af gul, sort, hvid og rød.

”En varmt lysende gul kan føles utroligt indbydende. Da gul anses for at være aktiverende og mentalt stimulerende, passer farven glimrende til de rum, hvor vi skal fungere intellektuelt.
Det er formentlig kun i liturgien, at gul har en negativ klang. Dér symboliserer farven forræderi, utroskab og falskhed. Dette hænger sammen med, at Judas har en gul kåbe” – Doris Josefberg-Zelwak, indretningsarkitekt.

Et af de smukkeste rum på Egeskov Slot er ikke blot riddersalen, men også ’den gule stue’. Vægge og gardiner er klare gule nuancer, der reflekteres på de hvide paneler, døre og vinduesrammer. Egetræsparket på gulvene med røde ægte tæpper og empiremøblerne med stribet betræk i gul, beige og varm grå får stuen til at fremtræde rolig, elegant og uformel. Her er tydeligvis en stemning af sommer hele året.

Sienna og okker gule mættede nuancer giver indtryk af italiensk lys – varmt og gyldent. For nordboere kan det minde om sommerferier sydpå, når kulørerne tilsættes et stænk af lysegrøn, magenta og rødbrunt træ.

Gul symboliserer optimisme, glæde, idealisme, håb, solskin, intelligens, mod, læring, kreativitet, munterhed, filosofi, latter, lys, viden, forår, lykke og fantasi.
Gul symboliserer også jalousi, misundelse, begær, bedrag, sygdom, kritik, dovenskab, kynisme og uærlighed.
Gul sammen med sort signalerer: fare og gift! Hvepsens farver. Til gengæld taler vi om gyldne tider, når det går godt for økonomien.

Gul tiltrækker insekter og derfor har man sjældent brugt gul i køkkener.
Monets spisestue på Giverny i Frankrig har skrigende gule vægge, en strålende baggrund for Monets samling af japanske tryk.
Rummet virker som om sollyset gennemstrømmer og oplyser alt. Den svagere gule på de malede træstole og hynderne med ternet betræk, hvor den gule er kombineret med dæmpet grøn og blå, klinkegulvet i harlequinstern og det slidte rødbrune tæppe under bordet er en indbydende og appetitlig ramme til selskaber og måltider.

Thorvaldsens Museum tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøl i 1840’ne skulle både i arkitektur og facademaling med okker-gul afspejle varmen og sydens sol i Rom. I 2011 er museet efter peioder med misligholdelse og plastmaling ført tilbage til de oprindelige mere miljørige naturprodukter. Farver og overfladebehandling af støbejernsvinduer, sokler, udvendige porte, gitre osv. er alle omhyggeligt og nænsomt genskabt.

Arkitekten Bente Lange skriver i sin bog ”Københavns farver”, at ”museet smiler” med sin indre kulørrigdom og rum-udsmykning med kalkmatte limfarver, der var stor kontrast til den kulørfattigdom, som Bindesbøl kaldte ”F.C.Hansens skidne mure”.

Gallasalen i Christian VIII´s Palæ er gennemgående gul med blå-malede borter og blå gardiner. Stilen er strengt nyklassicistisk og farverne giver salen en helt særlig stemning af både elegance, lys og varme: et rum skabt til festlige begivenheder.