Sammenstiller man møbler, der er forskellige i design, overflader, farver og volumener er det med til at gøre en indretning mere karakterfuld. Er alle møbler i et rum derimod i ”samme design” opleves indretningen nemt som uinteressant. Ensheden kan give indtryk af kedsommelighed, også selvom der er indrettet med omhyggeligt arrangeret dyre møbler.

Som redskaber til at styre, hvor i indretningen, der skal være kontrast, kan man anvende polaritets-par:

stor/lille (større end mig og mindre end mig)
lys/mørk
spredt/samlet
høj/lav
luftig/tæt
blød/hård
fysisk/immateriel
varm/kold
vandret/lodret
fyldt/tomt
meget/lidt
synligt/antydet
tæt på/langt væk
lige linjer/buede linjer
åben/lukket
geometrisk/organisk
oppe/nede
mønstret/ensfarvet.

Polaritetsbegreberne kan bruges til at blive bevidst om at graduere forskelle i indretningen, for eksempel balancere mellem overflader, der skal fremstå fra hedt-varmt-lunt til køligt-koldt-isnende.
Kontrasterne kan altså være store eller små.

Veksler man mellem møbelgrupper, der er højere end mig med andre der er lavere end mig, kan det være med til at tydeliggøre, hvor i indretningen der er områder for privathed, intimitet og hulefornemmelse (som at gå ind i skoven) – og hvor der er mere offentlige områder med luft og vidde (som at være i det åbne).

For at et rum med mange møbler fremstår enklere, kan grupper af møbler adskilles fra hinanden med rigelig luft mellem hver gruppe. Har man ikke plads nok til at skabe afstand, kan man forstærke oplevelsen af, at ting er en gruppe eller familie, ved at placere møbelgruppen på et gulvtæppe eller foran en væg med en farve/overflade, der afviger fra rummets øvrige flader. Eller en gruppe af møbler kan belyses anderledes end arealet omkring den.
En møbelgruppe kan også adskilles fra andre møbelgrupper med massive eller transparente rumdelere, – ligesom en gruppe af møbler kan være i indbyrdes matchende farver, der afviger fra farverne på det øvrige inventar i indretningen.

Lyse møbler fremstår tydeligere i kontrast til et mørkt gulv eller foran en mørk væg. Tunge og lette møbler kan fremhæve hinanden, en mønstret flade kan give liv til ensfarvede møbler. En vekslen mellem brug af massive og luftige elementer – eksempelvis lys og projektioner anvendt sammen med fysiske ting, kan forstærke fornemmelsen af mange oplevelser, selvom pladsen måske er lille.
For at kunne styre et utal af muligheder for at lave kontraster i indretningen, gælder det om ikke at jonglere med for mange forskellige kontrast-par på én gang, men at afprøve virkningerne med 1-2 par ad gangen.

Spredes inventaret tilfældigt i en indretning eller efter et stramt geometrisk system, kan det give et indtryk af henholdsvis rod, livlighed eller orden som et tilsigtet mål for, hvordan indretningen skal fremstå. Symmetri ses ofte anvendt som princip for enten en opstilling eller en mindre møblering.

Symmetri er et meget stærkt princip, når det bruges med konsekvens, som det ses i klassisk arkitektur og i kirker, hvor alle linjer mødes i kun ét punkt. Princippet opleves nok i sin mest overvældende styrke i haveanlægget omkring slottet i Versailles. Her er der ganske vist flere symmetriske anlæg på tværs af hinanden, men sti-systemet er organiseret, så alt synes enten at udspringe fra eller føre til selve slottet – til magten.
I mange indretninger ses princippet derimod ofte kombineret med møblering arrangeret efter mange andre principper, linjer og retninger – måske et enkelt chatol med et billede over. Det gør princippet svagt, og det samlede indtryk af indretningen bliver som regel rodet.

Det er en stor hjælp at bruge grid-net både vandret og lodret til at styre møblering, ophængning af billeder og lign. I modsætning til det symmetriske princip bliver indretningen mere levende, hvis vi afviger fra et valgt grid på blot enkelte strategisk udvalgte steder i indretningen og på den måde skaber vi kontrast med `noget skævt`.
Eksempelvis fremstår en stramt placeret møblering tydeligere, når den suppleres med et enkelt møbel, der er placeret ”ude af takt” i forhold til de øvrige. Eller når mindre ting som taburetter, småborde og gulvpuder nærmest er ”drysset ud” som kontrast til en ellers stringent møblering. Indeholder indretningen mange møbler på hjul, kan grid, felter eller vandrette og lodrette linjer være med til at styre, hvor møblerne skal bo, når de ikke er i brug.

Børnebiblioteket, det gamle hovedbibliotek i Aarhus

Betragter man i første omgang møblerne som kasser og flader, der først senere skal iklædes tøj, stil og overflader, så er det meget lettere at overskue møbleringen. Vi sikrer, at møbleringen bliver organiseret æstetisk.
Arkitekter som Mies van der Rohe, Frank Lloyd Wright, Le Corbusier m.fl. var i tiden efter 1. verdenskrig med at ændre begrebet ”rum” som et lukket rum. Kendetegnende for eksempelvis Mies van der Rohe´s Barcelona-pavillon er en arkitektur bestående af skiver eller flader, hvor nogle vægge er glasflader, så fornemmelsen af udenfor og inde i rummet opbrydes.

Princippet med at betragte møbler som lodrette og vandrette skiver, flader, plateauer, bokse, æsker, volumener, som mennesker kan bevæge sig imellem, og som hver kan indeholde funktioner (være en reol, bænk eller skab), – passer godt til de minimalistiske huse, der de senere år har været populære.
Princippet kan også anvendes i indretninger enten for at forenkle møbleringen i store åbne rum med mange funktioner – og i helt små rum, hvor skræddersyet inventar kan være den eneste løsning for at tilgodese at pladsen udnyttes optimalt. Suppleres dette stramme princip med mere organisk formet inventar eller med antikviteter eller møbler fra andre kulturer, kan indretningen både blive unik og personlig.

Rummet er den omgivende ramme for, hvordan det overhovedet er muligt at indrette. Rummets egen stil, overflader, rytmer, huller og volumen afgør, hvilke stilelementer og møbleringsprincipper der kan bruges i indretningen, når rum og inventar skal passe smagfuldt sammen. Rummet er altså både benspænd, afgrænsning og inspiration for, hvordan der kan indrettes.

Det kan gøre en indretning overraskende spændende, når der eksempelvis som kontrast til minimalistisk arkitektur, møbleres med svulmende inventar eller blomstrende Laura Ashley-møbler. Når man spiller på at sammensætte ting, som ikke traditionelt anses for at kunne harmonere. Philippe Starck mestrer dette til fulde, hvor kombinationer af nærmest barok-lignende og svulmende dekorationer er sammensat med helt enkle og stramme elementer i indretningen.
Først og fremmest er det vigtigt at have et mål for, hvad indretningen skal kunne – hvad man vil med indretningen, inden man eksperimenterer med rumlige principper og kontraster. Eksperimenterne sikrer, at man bagefter ved, hvorfor indretningen ser ud, som den gør.