Mørket skjuler ikke bare hemmeligheder, – det rummer også det ukendte, det skjulte i os selv, eller det der fremover kan ske eller komme. Det, som vi ikke kender eller forstår, og som vi kan frygte.
Det mulige kaos, fortabelse, død.
Men på varme sommerdage kan vi nyde at sidde i haven med en bog eller mobilen i skyggen under æbletræet: her kan vi bedre læse end i det stærke sollys.
I Middelhavslandene ved de det: her er skodder, som lukkes til i middagsstunden, lukker det kraftfulde lys og varmen ude, så vi kan hvile os efter maden.

 ”Influenza er for mig en metafor for det 21. århundredes tilstand. Vi er svækkede, fordi vi kun lader os nære af lyset og undsiger mørket. Men for meget lys udmatter os, og vi har brug for mørkets regenererende energi. Mørket opløser grænser og gør transformation mulig. Vi har brug for mørket for at kunne skabe visioner til at forme vores fælles fremtid.”
– cit.. Kirstine Roepstorff, Kunstner

Der er noget magisk og trygt ved at samles omkring bålet på stranden, mærke varmen fra ilden mens nattens fugt og kølighed falder med mørket. Bålet skaber et rum af gyldent lys, som tiltrækker os og som vi er del af, når vi sidder tæt på lyset med mørket i ryggen.
Der er ikke mange arbejdspladser, der er indrettet med mørkerum, udover ”black boxes” til filmfremvisning og powerpoint-shows.

Der er grader af mørke. Fra den kulsorte bælgmørke nat, som næsten ingen kender mere, fordi vi bader vores moderne samfund i lys. Det er kun i den fuldstændigt mørke nat, at vi kan sanse at universet er 3-dimensionelt, dens uendelige dybde med milliarder af stjerner, galakser, planeter og Mælkevejen.
Fra nætter i byen ser vi det ikke.

Der er også tusmørke, den indigoblå twilight-zone, skumringen som er overgangen mellem dag og nat, hvor træer ses som blå silhuetters mod solnedgangens orange lys. Der er dunkelhed, nattens mulm og mørke omkring midnat, buldrende mørke, skyggefuldhed og det diffuse skyggeløse.
Der er stjerneskud og månestråler der glitrer på havoverfladen i mørke.
Når det er lyst, ser vi det ikke.

Vi har brug for både lys og mørke. Liv og død. Dagen til vågne aktiviteter, natten til hvile og drømme.
Øjets vigtigste informationskilde er luminansspring (lysheds-spring) for at vi kan opfatte former, størrelser, rumlighed, afstande og fysiske sammenhænge.

Når belysningen i et rum er ensartet, besværliggøres øjets funktion. I tal orienterer vi os fra 0,003 dc/kvm (måneskin) op og til 33.000 dv/kvm (stærkt sollys), hvor det kan være svært at orientere sig ved begge dele.
I måneskin skal pupillerne udvide sig til max for at vi kan finde vej, i stærkt sollys kan kontrasten mellem meget lys og skarpe skygger føre til blænding. Her hjælper solbriller.
Luminans eller lyshed er bestemt af, hvor meget lys, der falder på en flade og fladens egen lyshed/farve og evne til at reflektere lys tilbage.

I mørke huler kan vi putte os og finde ro. Tryghed. Intimitet.
I Norden er vinterhalvåret mørketiden, hvor vi skruer op for varmen, finder uldsokker og uldtæpper frem, bager æblekage, går raske vandreture i skovens stilhed, tænder stearinlys og lamper i hjørnerne..
Der er noget poetisk melankolsk og smukt over mørket, tæt, nært, både hyggeligt og skræmmende. Vi går ind i os selv, finder sammen. Nordens uundgåelige mørke vintermåneder ansporer til kollektive følelser af fællesskab, hvor vi hygger sammen og bygger rede.

Jo mere dagslys ældre udsættes for om dagen, jo dybere er deres søvn om natten, – hvis ellers der om natten er tilsvarende mørke. Adgang til dagslys ser ud til at dæmpe udviklingen af psykiske lidelser og påvirker evnen til at orientere sig i tid og sted. Demente bliver forvirrede af stor kontrast mellem lys og mørke; mørke kan virke som huller.
Til trods for at behandlinger med kunstlys kan bedre vinterdepressioner, så er konstant lys ligeså stressende som konstant mørke. Ophold i rum, hvor lyset aldrig bliver slukket, bruges som tortur.

Øjets pupiller udvider sig i halvmørke og trænes i bedre at kunne skelne farve-gradueringer. Johan Wolfgang Goethe opdagede, at farverne fødes mellem lys og mørke. Faktisk opdagede han flere farver netop i overgangen mellem lys og mørke end de 7 kendte grundfarver i regnbuen.

Når vi i timevis arbejder i det samme ensartede lys og konstant fokuserer på lysindtryk fra skærme, stresser vi både øjet og sindet. Det er vigtigt, at øjets muskler trænes, f.eks. ved også at se langt ud mod fjerne horisonter og at øve øjets skelneevne i vekslende overgange mellem lys og mørke. Vi skal kunne orientere os mellem skygger, se ud på lyset og farverne fra mørket. Bevæge os fra det ene og andet.

Vi bevæger os langsommere i mørke. Kan sive ind privathed. Gløder i bålet i aftenmørke og bevægelse af levende flammer i stearinlys understøtter slow-living.
I mørket skærpes de andre sanser. Vi ikke bare hører, men lytter efter hvad mørket kan rumme: kommer der nogen? Vi får også større bevidsthed om lugte og dufte.
Blinde har udviklet de øvrige sanser til at orientere sig efter, f.eks. forskellighed i trinstøj på trægulv, linoleum og tæppe. Blinde kan også få vinterdepressioner.
Nogle mennesker foretrækker at arbejde om natten.

I mørkere rum kan vi lege med lys som på teateret. Have lamper, der reflekterer mønstre på flader, bruge farvet lys inspireret af Olafur Eliasson og projektioner på vægge med drømmeverdener, som vi kan opleve at være inde i, ikke bare se på.

Vi taler om at have mørke og lyse sider. Frygt for mørke kaldes nyktofobi. Kærlighed til mørke og nat kaldes nyctofilia, at finde ro og afslappet velvære i mørket.
Der er noget magisk i skumringen morgen og aften. Overgangen mellem en effektiv dag og nattens hvile – en pause før og efter.
Det tyder på, at vi trives bedst med forskellighed. Med lys, mørke, det dunkle, dæmpede og grader derimellem.