”Sjælens oprindelige rum er legemet, og dette er ophav til enhver anden rumlighed. Jeg ser ikke rummet udefra som en ydre skal, men jeg oplever det indefra og omsluttes af det. Alt i alt er verden ikke foran mig, men omkring mig.” – Maurice Merleau-Ponty, Maler/filosof.

Se: ‘MA – en nødvendig mulighed

På mange arbejdspladser og uddannelsessteder er fokus på tænkning. Der er meget vi skal nå, udtænke, beskrive, snakke og mødes om, servicere, ordne, lære, bedømme, organisere, læse igennem og vurdere.
Hjerne-arbejde, der gør os trætte og betyder, at vi hænger fast i de samme tankemønstre igen og igen, – ofte uden at opdage det.
Det vi har lært – det bliver vi ved med.

Vi har brug for pauser fra hamsterhjulet. Ikke bare når vi får fri, men i arbejdstiden. Vi har også brug for nye måder at tænke og agere på, når vi skal skabe en livgivende bæredygtig fremtid. For at kunne tænke nyt må vi først være stille og afslappede.
Vi er sansende væsener. Vi orienterer os i en rumlig verden via sanser og kropsfornemmelser. Input indefra og udefra påvirker, hvordan vi trives og hvad vi føler og tænker. Uden pauser har vi ikke tid og plads til at bemærke, hvad vi sanser.

”To deliver on our promise, to make the sustainable development goals a reality for all, we need everyone – and I mean everyone – to work together – Achim Steiner (worldgoal 12)

Kantinen er ikke et pauserum. Uanset om den måske er indrettet med grønne planter, sofahjørner og kunst.
Her er vi sociale og snakker videre om det, vi arbejder med eller om de private ting, som vi også snakker om, mens vi arbejder – sladrer om hinanden, om det vi så i tv, om børnehaven, ægteskabet, fodbold, genbrug og mad. Eller måske checker vi mails, læser avis, ringer til nogen – og spiser.
Vi er ikke helt afslappede, men konstant en lille smule ”på” mens vi følger normerne for samtaleemner og opførsel for arbejdspladsens eller uddannelsesstedets gældende kultur.

Skal vi geare ned og nå ind bag ”det travle sind” (Bob Moore) for at finde inspiration og ideer til, hvordan vi stiler efter at skabe det, der er vigtigt ikke bare for få af os, men for alle mennesker og for økosystemet, så er der brug for både tid og rum.

Det er ikke nok bare at lave noget andet, som at løbe en tur, gå på endnu en workshop eller at indrette et zen-meditationsrum med yogahynder og bløde puder i den fjerneste ende af arbejdsstedet, hvor ingen nogensinde bevæger sig hen for at spilde tiden med at lave ingenting-som-helst.
Eller er det?
Flere af os kender det at vågne op midt om natten med en brandgod ide eller vi pludselig finder løsningen på noget, mens vi står og glor ud af vinduet. Gode ideer rammer os tit, når vi mindst venter det. Derfor er der al mulig grund til at slappe af.

Den mentale sundhed og trivsel er truet af stress, depression og angst – både mennesker og kloden lider.
For at vi kan hæve os opover os selv og finde bæredygtige løsninger, der er til det fælles bedste lokalt og globalt skal det være nemt at kunne lave mentalt gearskifte midt i det hele, flyde ud og ind af fart, tænkning, gøren, langsomhed, væren og at tage imod det og de ideer, som kommer af sig selv, når vi er åbne og stille – alene eller sammen.
Det handler om livskvalitet, – at vi skal leve nu og fremover, ikke bare overleve.

For at vi kan få stilhed og ro i arbejdstiden, kan vi eksempelvis etablere nicher, hjørner, områder, overgange, zoner og rum, som vi automatisk passerer eller som ligger tæt på arbejdspladser og mødesteder. Rum med grønne planter, måske med duft af skov, mulighed for beroligende musik eller naturlyde som rindende vand eller fuglekvidder, mulighed for at ligge ned, strække kroppen og mærke hjertet. Rum uden net-adgang og lydisoleret fra arbejdsstedets sædvanlige støj.

Pause-rum kan kan have dagslys fra vinduer med udsigt til vild natur, men ikke til byliv eller bygninger. Eller der kan være iscenesat en beroligende stemning med varmt dæmpet og nuanceret belysning, farver, dekorerede vægge, lofter og gulve og bløde materialer.

Det handler ikke om en bestemt indretningsstil, men om at sammenspillet af enkeltdele i hvert enkelt pause- eller stillerums indretning giver en stemning af ro, fred, rumlighed og inspiration.

På et arbejds- og uddannelsessted kunne der være flere typer pauserum med forskellige udtryk, der ville appellere til den ene og anden. Rum til at være få sammen og blot hvile sindet. Rum til flere, hvor der også kunne foregå guidning til afspænding og mindfulness som klargørelse til samskabelse af nye tiltag, handlinger, vaner og kulturer.
Der kan være små intime hule-agtige zoner, orangerier med mange planter, fontæner og dufte fra krydderurter og blomster, lyse rum med blide farver og udsyn til himlen, stimulerende sanserum, hvor vi kan røre ved materialer, former, overflader og kunst. Og høre musik.

”Nogle taler om en decideret ”kontemplativ kulturstrøm”, hvor gamle spirituelle metoder moderniseres og dokumenteres videnskabeligt. Metoder, der har fokus på uselviskhed, kærlighed og harmoni mellem mennesker og naturen. Metoder der fremmer vores mentale sundhed” – Kaspar Meitil, cand. Psyk.

Hvor længe og hvor mange gange i løbet af en dag, vi skal tilbringe i et pauserum, om der skal guides, undervises eller vi er der efter hver vores individuelle behov eller et fastlagt skema for at få inspiration fra dybere lag i os, eller blot for at få en reel tiltrængt pause, kommer an på det enkelte arbejds- eller uddannelsessted: hvad der er brug for.

Filosoffen Martin Heidegger beskrev i sit værk ’Væren og Tid’, at vi mennesker bogstavelig talt ”kastes” ind i en verden, som den nu foreligger i epoke, rum, samfund og kultur. Dermed at vi bilder os ind, at sådan som vi lever, sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være.

Ifølge Heidegger varetager vi typisk gennemsnitligheden af det, der hører sig til, der hvor vi er. Vi beskriver situationer, steder, begivenheder med ”man”, som om noget gælder for alle (hele verden) – og vi indretter vores arbejdspladser, institutioner og hjem, så ”man” (det åndløse, anonyme og spidsborgerlige (Heidegger)) bliver fastholdt, uanset om det efterlader os i følelser af adskildthed, fortabthed og meningsløshed.

Paradigmeskift og udvikling ind i og mod en bæredygtig verden får mange til at sætte fokus på, at fremtidens menneskeliv også skal være emotionelt og mentalt bæredygtig; at vi skal trives og være hele mennesker både privat og på arbejde.
Det betyder skift i, hvordan vi betragter arbejdet som noget mere end et sted hvor vi leverer ydelser for penge: vi vil gå berigede, udviklede og inspirerede hjem efter arbejdstid – og glæde os til at komme igen dagen efter og har lyst til at være på arbejde meget længe.

Indretning af pauserum skal være stemningsskabende og røre ved følelsestilstande, så det handler ikke om stil. Det er ikke bare tomme rum med puder på gulvet, fordi ”det tomme” er lig med kedsomhed. Kedsomhed er en ulystbetonet tilstand ved mangel på meningsfuld fysisk eller sjælelig aktivitet og inspiration.
Pause er derimod lig med hvile og ned-gearing af (for) høj aktivitet, det modsatte af kedsomhed. Pause fører til afslappethed og glæde, som man ser hos mange dyr, der leger, når de ædt og hvilet sig.

Pause er et muligheds-tidsrum, hvor man kan lade hvilen falde på sig, afkoble, afspænde og afvente, hvad krop og sind af sig selv har brug for, kan præstere og finder på.
Pausen er også muligheden for at dvæle ved og fordybe sig i noget, der ellers hele tiden under arbejdet presser sig på og som vi tvinger på afstand.
Vi hviler typisk bedre, når vi ligger ned end når vi sidder. Alligevel kan vi finde hvile og sanse os selv i et traditionelt indrettet mødelokale med stole omkring et bord, når vi starter mødet med at høre smuk og beroligende musik.

”Det gode liv handler om, at det enkelte menneske oplever, at livet er værd at leve. Det er kun det enkelte menneske selv, der kan afgøre, om livet har værdi. Det enkelte menneskes omgivelser spiller en afgørende rolle for, om det oplever livet som værdifuldt” – Bjarne Lenau Henriksen

”Alt ånder fred og idyl”, siger vi, når vi selv og alt omkring os er i balanceret ro uden stress eller aggression.
Når der bliver så stille, at vi `kan høre græsset gro’.