Vi forbinder gerne turkis med Middelhavets turkise blågrønne farve på sommerdage, og med den turkise krystal.

Ordet ’ turkis’ kommer fra fransk ’pierre turquoise’ (tyrkisk sten), hvilket er en misforståelse, fordi mineral-krystallen turkis ikke forekommer i Tyrkiet.
Turkis forekommer derimod naturligt i Iran og Afganistan (Persien), hvor det kaldes ’firuze’ eller ’phirouzeh’ (som betyder sejr).
Egyptisk turkis er blålig, turkisen fra Suez er grønlig.

Som mineral er det meget sjældent og har derfor gennem flere tusinde år været et skattet materiale til smykker og dekorative indlæg på grund af mineralets helt unikke farvetone. Den er symbol på lykke, mod, succes og beskyttelse og siges at være en hellig sten, der fjerner al negativ energi.
Syntetisk fremstillet turkis er vanskelig at skelne fra naturlig turkis.

Gennem flere tusinde år har turkisen smykket tage på templer i Iran og farven indgår i mange mellemøstlige keramiske fliser, krukker og fade.
Mineralet findes også i Israel, samt i Nevada, New Mexico, Arizona og Californien, hvor den udvindes fra store kobber-miner: herfra kommer i dag den største produktion.

Den grønne farve skyldes indholdet af kobber, den blå farve skyldes indholdet af jern. Som smykkesten har den traditionelt været indfattet i både sølv og guld.

”Den som vælger turkisen, sikrer sig et stykke af himlen her på jorden”

Den turkise nuance som irret kobber og bronze er smuk til malet træværk udendørs f.eks. sammen med forskellige brun-gule ler-farver, dyb jernrød, jordagtig rosa og støvet malakitgrøn: Det er en kulørt og samtidig dæmpet harmonisk palet med rolig levende varme, der både kan bringe hygge og ro ind i dagligstuer og på en afdæmpet måde levendegøre oplevelses-fattige facader.

Mint er turkis med meget hvidt.
Farven blev brugt i italiensk design som på scooteren Vespa (1947) og den lille bil Fiat 500 (1957).
Mint, lyserød, lys violet, æselfarvet og lys gul var modefarver i 1940’ernes New York, – også i interiør-design på møbeltekstiler, gardiner, tapeter, gulvtæpper, køkkener og elektriske husholdningsmaskiner.

En mere mild udgave af paletten kom frem i 1950’erne, f.eks. i bolig-tekstiler designet af de britiske designere Lucienne Day og Eddie Squires.

Den lyse turkis forbindes ofte med elementet vand: havet, friske kilder og klare søer. Sættes en lys og let støvet turkis sammen med sandfarvet, perlemor, musegrå, lys gråblå, lys gulgrøn, hvidlig citrongul og blå-violette pasteller får man en blid palet, der i sin helhed fremstår som fredfyldte sommerdage ved stranden.

Farvepaletten passer til grønligt glas, nordisk design – svensk/dansk/finsk med lyse trægulve og møbeldesign som Kaare Klint, Wegner, Børge Mogensen, Alvar Alto og lign.

Phthalocyanin turkis er et kunstigt fremstillet pigment, der blev udviklet i 1930’ erne. Det består af en blanding af kobolt, krom, aluminium, samt yderligere nogle metaloxider.
Pigmentet betegnes som ugiftigt.
Phthalocyanin turkis har stor farvekraft, dækkeevne og er lys-, olie-, vand- og kalkægte. Tilsæt 10 procent sort til farven og den får en dybde, der passer til skovgrøn og mørkebrun.

På det slidte egetræsgulv i hendes gamle villa står en moderne sofa i klar turkis foran en hvidlig havblå på væggene og med puder i dæmpet gul, melon-orange og lavendel. Det er en feminin farvepalet, der lyser det højloftede rum op på en beroligende måde. Sofabordet i sandblæst glas fuldender rækken af turkise nuancer, der også går igen i de transparente flagrende gardiner.
Stemningen er på én gang frisk, stimulerende og afslappende elegant.

Petroleumsfarvet er en turkis iblandet sort og en anelse hvid. Det grålige islæt dæmper farven, så den er mindre lysende og virker harmonisk sammen med naturmaterialer og på træværk, som man måske ellers ville male sort eller grå.
Da farven opleves som varm, selvom den er blålig, matcher den derfor naturens grønne og brune farver, rødlige marksten og lav-gråt træ – bedre end sort gør det, når havehegn, skure, sommerhuse og gelændere skal mørkes.

Akvamarin er havets farve over sandbund og tang, nuancen hvor blåt møder grønt. Det er en dristig farve, som ikke ret tit ses i indretninger, – kun som accentfarve i puder, krukker og nænsomt dele af mønstre i gardiner og møbelstoffer. Alligevel kan dens kølige gennemsigtighed være beroligende i et soveværelse sammen med bleg-gul æggesnapsfarvet og rødlig mahogny. Kunstnerne Paul Klee og Matisse brugte akvamarin i malerier.

Turkis kan samle en palet af forskellige grønne nuancer i en indretning: jade, akvamarin, gulgrøn som nyudsprungne bøgeblade, havgrøn og græs. Tilsætter man en anelse gul, teak, okker og lyng kan en nordvendt stue synes at lyse og leve.