Portfolio _ Rum-krop-ånd
Udsmykning i rum
Min allerførste opgave som selvstændig for mere end 35 år siden, var en udsmyknings- og farvesætningsopgave. Jeg kombinerer fortsat design fra Arkitektuddannelsen med metoder i tekstiluddannelsen fra Den danske Husflidshøjskole.
Jeg er fascineret af strukturer og mønstre i kombination med natur, som kan bringe stemning ind i rumdesign med noget håndlavet.
EN SÆRLIG STEMNING
Det gør noget særligt ved os at træde ind i en atmosfære, hvor indretningen er vokset frem over tid, i takt med livet der leves.
Hvor der er brugt omhu i farvevalg, placering af tykke tæpper, billeder, kunst, møbelgrupper, zoner, planter og arvestykker, der indeholder historier fra engang-for-længe-siden.
På samme måde er det vigtigt for medarbejderes trivsel, at arbejdsomgivelserne kan afkodes langsomt, at der er i indretningen er samspil mellem flere slags sanseindtryk og væresteder, der gør atmosfæren vedkommende – og særlig
KROP OG RUM
Kroppen er et rum.
Volumen stammer fra latin ’skriftrulle, bog, bind’ fra volvere ’dreje, rulle’.
Det er et samlet udtryk for, hvor meget noget kan rumme, eller hvor meget noget fylder i længden, bredden og højden.
Det er noget af en vis størrelse, tykkelse eller tyngde, et vist omfang, som en frisure – eller en krop.
Rum med ånd
Steder skal have ånd og sjæl for, at vi knytter os til dem. Kropsligt, mentalt og følelsesmæssigt.
Mange af os tilbringer 90 % af vores tid indendørs, – en stor del er arbejdstid.
Vi bliver fortrolige med nogle rum, ikke med andre.
Bevidst eller ubevidst sanser vi, hvordan vi har det i de rum, hvor vi bor og arbejder.
Vi forholder os til, om der er smukt eller grimt, rodet eller ordentligt, stemningsfuldt eller intetsigende – vi spejler os selv i de fysiske rum.
SANSER OG RUM
Instinktivt fornemmer vi vejret, temperaturer, farvers intensitet, lys/skygge-forhold, stemningen blandt en gruppe mennesker og den samlede atmosfære i de rum, vi træder ind i.
Før vi når at tænke noget som helst, er alle sanser i spil som overordnet orienteringssystem: vores følelsesmæssige indtryk af omgivelserne, både socialt, i naturen og i rum.
Basalt handler det om at vide, om vi skal kæmpe, flygte, ligge stille eller kan slappe af. For at tage vare på os selv, må vi vide, hvordan vi skal forholde os, eksempelvis tage regnfrakke på, hvis det styrker ned.
Hvad er rum?
Et rum er et lokale, et aflukke, en stue, et værelse, et gemak, en kabine.
Ordet bruges om verdens-rummet, om kosmos, universet – det ydre rum, som vi kan rejse ud i.
Ordet dækker beskrivelser om, at vi vil have bevægelsesfrihed og råderum, spillerum, hjerterum, mentale rum og mellemrum.
For ikke at snakke om pusterum.